Redningsmandskab genoptager eftersøgningen efter overlevende ved det forulykkede krydstogtskib Costa Concordia i Italien, hvor 16 personer fortsat er savnede.
Det fortæller Luca Cari, der er talsmand for brandvæsnet, til nyhedsbureauet Reuters.
Eftersøgningen blev afbrudt tidligere på mandagen, da det 114.500 ton tunge gigantskib begyndte at gynge på de klipper, hvor det gik på grund natten til lørdag ud for øen Giglio i det sydlige Toscana.
Luca Cari fortæller, at skibet stadigvæk bevæger sig en smule, men han vurderer, at det ikke er farligt.
Han tilføjer dog, at der er mange usikkerheder, fordi skibet er begyndt at lække af dets 2300 ton brændstof. Derfor bliver der fra nu af kun udført eftersøgning i dagtimerne.
Direktøren for Costa Cruises, der ejer Costa Concordia, håber på, at der bliver fundet flere overlevende.
- Håbet er det sidste, der dør, sagde direktør Pierluigi Foschi tidligere mandag på en pressekonference.
Over 4200 passagerer blev evakueret, da skibet gik på grund tre en halv time efter, det var sejlet ud fra kystbyen Civitavecchia.
Selskabet har udpeget kaptajnen som den store synder, da de mener, at grundstødningen skyldes en personlig fejl, fordi han er sejlet for tæt på øen Giglio.
Seks personer er blevet fundet omkommet. Fire danskere var om bord på skibet, men de blev alle reddet i land og meldte hurtigt, at de havde det godt efter omstændighederne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned