Redningshold får svært ved at få drenge ud fra grotte
En lettet pårørende viser optagelser af de fundne fodbolddrenge i den oversvømmede Tham Luang grotte. Efter lokaliseringen af gruppen står redningsfolkene over for nye vanskelige udfordringer med at redde drengene i sikkerhed. Der pumpes vand på højtryk, men der ventes nye voldsomme regnskyl. Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Ingen ved, hvordan dykkere vil kunne bringe de svækkede drenge ud af grotte, hvor de har siddet i over en uge.
Redningsmandskab og dykkerhold kæmper for at udvide en passage inde i en oversvømmet grotte for at kunne få 12 fodbolddrenge og deres træner ud efter næsten ni døgns indespærring.
Dramatiske optagelser fra grotten viser de indespærrede drenge sidde på en lille afsats langt inde i den oversvømmede Tham Luang grotte, der strækker sig 10 kilometer ind under bjergene i den nordlige Chiang Mai provins.
Vejen ud af grotten er blokeret af oversvømmelser fra voldsom styrtregn.
Ud over nogle ejendele, som var efterladt ved grottens indgang, og nogle håndaftryk på klippevæggene, har der ikke været spor efter den forsvundne gruppe.
Drengene sidder sammenkrøbne på et lille område med deres fodboldtrøjer trukket ud over knæene. De er omgivet af vand.
Gruppen har bedt om mad og om hurtig befrielse, viser en video, som er lagt ud på en officiel Facebookside, der tilhører den thailandske flådes frømandskorps.
På optagelserne forsøger en dykker, der har britisk accent, at tale gruppen til ro.
- Mange mennesker er på vej. Vi er blot de første, siger dykkeren.
Over 1000 mand har deltaget i eftersøgningsoperationen, hvor dykkere fra flåden har været sat i første række.
Men efter lokaliseringen af gruppen står redningsfolkene over for nye vanskelige udfordringer. Der pumpes vand på højtryk, men der ventes nye voldsomme regnskyl.
Ingen ved, hvordan de svækkede drenge vil kunne bringes ud af dykkerne. Der blev sent mandag holdt krisemøde om den nye situation.
Der er oprettet et operationscenter i grottens tredje kammer - omkring 1,7 kilometer fra grottens indgang.
Grotten ligger i Khun Nam Nang Non Forest Park cirka 1000 kilometer nord for Bangkok nær grænsen til Myanmar.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde