Japans regering bekræfter, at tre atomreaktorer er truet af en nedsmeltning. Én reaktor er muligvis allerede smeltet, siger en talsmand ifølge nyhedsbureauet Kyodo.
Regeringstalsmanden Yukio Edano siger, at det er tre reaktorer i atomkraftværket Fukushima I, der er i fare for nedsmeltning.
I reaktorblok II er den radioaktive kerne muligvis allerede smeltet, siger en talsmand for energiselskabet Tepco. Brændselsstavene har på et tidspunkt været uden vandafkøling, og der er forsøgt indpumpning af havvand til at klare opgaven.
Regeringstalsmanden siger, at man håber, at det igangværende arbejde med reaktoren vil stabilisere situationen.
Sker der en kernenedsmeltning, stiger faren for, at trykbeholderen beskadiges, og at der sker et massivt radioaktivt udslip fra reaktorens indre.
Det dramatiske stop på Fukushima-værket kommer efter fredagens jordskælv, der sendte en tsunamibølge ind over værket. Det slog strømforsyningen ud. En nødgenerator gik i gang, men også den satte ud, da vand væltede ind.
Den ydre væg på reaktor I eksploderede lørdag på grund af den store ophobning af vanddampe.
Der var endnu en eksplosion mandag. Denne gang i reaktor III, og 11 mennesker meldes kvæstet.
Under alle omstændigheder vil Fukushima-værket være ubrugeligt efter ulykken. De store mængder havvand, man forsøger at bruge til afkøling, ødelægger reaktorerne.
Frankrigs industriminister, Eric Besson, siger, det endnu ikke er en katastrofe, men "vi kan absolut ikke udelukke det".
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned