Regeringskritisk filippinsk journalist anholdt igen
Maria Ressa blev også anholdt i sidste måned efter vedholdende kritik af præsident Rodrigo Dutertes regering.
Den prisbelønnede filippinske journalist Maria Ressa, der står bag det regeringskritiske medie Rappler, blev fredag anholdt for anden gang på bare en måned.
Anholdelsen fandt sted i lufthavnen i hovedstaden Manila.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er hun sigtet for at have overtrådt regler om udenlandsk ejerskab af et medie, hvilket er forfatningsstridigt i landet.
- Jeg bliver behandlet som en kriminel, selv når min eneste kriminelle handling er at være en uafhængig journalist, sagde hun til nyhedsstationen ABS-CBN, mens hun blev ført væk.
Maria Ressa har selv udtalt, at de udenlandske investorer, der har investeret i hendes medie, ikke har nogen indflydelse på arbejdet.
I sidste måned blev Ressa anholdt for at have bragt fornærmende beskyldninger mod den siddende regering og Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte.
Hun var en del af den gruppe af fængslede eller dræbte journalister, som det amerikanske nyhedsmagasin Time Magazine sidste år tildelte titlen som årets person.
Hun bliver ifølge det filippinske journalistforbund forfulgt af myndighederne, fordi hun i sin netavis Rappler kritiserer Dutertes blodige kampagne mod narkotika, som har kostet tusindvis af mennesker livet.
Journalistforbundet i Manila siger, at anklager mod den 55-årige Ressa om blandt andet skattesvindel og injurier mod en erhvervsmand i 2012 er "opfundet" af myndighederne.
Ifølge journalistforbundet er det et forsøg på at få stoppet hendes netavis Rappler.
Den filippinske veteranjournalist, som blandt andet har arbejdet for CNN, har vakt opsigt med Rapplers frygtede efterforskninger og undersøgende reportager.
Hun er en af de få journalister, som åbent kritiserer præsidenten og hans "krig mod narkotika".
Politiet siger, at omkring 5000 mennesker er blevet dræbt under den tre år lange indsats.
Det reelle dødstal er ifølge menneskerettighedsgrupper tre gange så højt, og overvågningsgrupper og aktivister siger, at mange er blevet dræbt, uden at der forelå nogen beviser mod dem.
I december sidste år skrev Rappler også om, at Duterte offentlig havde erkendt, at han havde begået et seksuelt overfald på en tjenestepige.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet