Regeringsparti får ny chance for flertal i Beograds byråd

I marts blev det besluttet, at Beograds indbyggere måtte til stemmeurnerne igen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Søndag går Beograd i Serbien til andet kommunalvalg på bare seks måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag får det serbiske regeringsparti, Det Serbiske Fremskridtsparti (SNS), på ny chancen for at skabe sig et flertal i byrådet i den serbiske hovedstad, Beograd, når vælgerne går til stemmeurnerne for anden gang på bare seks måneder.

Det seneste valg blev afholdt i december og fik global medieomtale på grund af beskyldninger om svindel.

SNS sidder på regeringsmagten i Serbien og går til valget i Beograd med vind i ryggen, efter at alliancen af oppositionspartier er kommet i interne klammerier.

Den brede koalition af oppositionspartier gik i december til valg under sloganet "Serbien Imod Vold".

Bevægelsen fik 43 mandater og viste sig dermed som en hård modstander for SNS, der dog alligevel blev størst med sine 49 mandater. Der er i alt 110 pladser i Beograds byråd, og hverken SNS eller oppositionen kunne altså mønstre et flertal.

Og efter ugevis med forhandlinger lykkedes det ikke SNS at samle opbakning til en regering i den serbiske hovedstad.

I marts blev det besluttet, at Beograds indbyggere måtte til stemmeurnerne igen.

Decembervalget fik bred medieomtale, efter at internationale valgobservatører revsede valghandlingen for en række uregelmæssigheder som stemmeindkøb og falske stemmer.

Oppositionen beskyldte således SNS for at fuske med valgresultatet.

Miseren foranledigede omfattende demonstrationer ved regeringsbygningerne i Beograd, og hovedstaden var plaget af uro i flere uger.

Landets Højesteret afviste senere en begæring fra oppositionen om at lade valget gå om.

I mellemtiden er der blevet vedtaget en lov, som gør, at man skal have boet i sin valgkreds i mindst et år, før man kan stemme der.

Den kom, efter at der var forlydender om, at etniske serbere fra nabolandet Bosnien blev kørt til Beograd for at stemme.

Oppositionen fandt sammen i koalitionen "Serbien Imod Vold", efter at der sidste år fandt to masseskyderier sted i hovedstadsområdet.

Hundredtusindvis gik på gaden i kølvandet på masseskyderierne til demonstrationer, der gradvist rettede sig mere og mere mod landets regering og præsident, Aleksandar Vucic.

Vucic har ad flere omgange affejet kritik og demonstrationerne og sagt, at der er tale om et udenlandsk komplot.

/ritzau/