Regnebræt gjort op: USA's præsidentvalg i tal

Tirsdagens amerikanske præsidentvalg var det dyreste nogensinde, og de rivaliserende kandidater og deres støttegrupper brugte i alt seks milliarder dollar (over 35 milliarder kroner) på deres kampagner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Herunder følger andre nøgletal fra valget og valgkampen:

* 60,7 millioner: Antallet af amerikanere, der stemte på præsident Barack Obama. Det betyder, at den siddende, demokratiske præsident vandt med 50 procent af stemmerne mod 48 procent til den republikanske udfordrer, Mitt Romney.

* 54 millioner dollar (317 millioner kroner): Den sum, som kasinomogulen Sheldon Adelson brugte på at støtte Romney og mange andre af de republikanske kandidater, som tabte valget. Amerikanske medier kalder ham "valgets største taber."

* 332 eller 303: Antallet af afgørende valgmandsstemmer, som Obama vandt - det endelige antal afhænger af Florida, hvor der stadig tælles stemmer.

* 101: Det rekordstore antal kvinder, som blev valgt ind i Kongressen. 20 blev valgt ind i Senatet, der i alt har 100 pladser. 81 kvinder blev valgt ind i Repræsentanternes Hus, som har 435 medlemmer. (Valget er endnu ikke helt afgjort).

* 73: Antal dage, indtil Obama tages i ed til sin anden regeringsperiode 21. januar 2013 ved en ceremoni på the National Mall i Washington.

* 71: Den procentandel af latinostemmer, der gik til Obama.

* 55: Antallet af senatspladser, som kontrolleres af Demokraterne eller uafhængige, der er i alliance med dem.

* 38: Antallet af amerikanske delstater, som stadig har klare forbud mod homoseksuelle ægteskaber.

* To: Hvis Obama vinder Florida, vil han kun have tabt to delstater i forhold til sin sejr i 2008. North Carolina og Indiana var i givet fald de eneste stater, der blev "tilbageerobret" af Romney.

/ritzau/AFP