Regnvand og mudder dræber mindst 24 mennesker i Ecuador
Ecuadors hovedstad, Quito, er blevet ramt af de værste oversvømmelser i knap to årtier. Mindst 24 er døde.
Mindst 24 mennesker er omkommet i et jordskred i Ecuadors hovedstad, Quito. 12 andre er savnet.
Det oplyser borgmester Santiago Guarderas.
Redningsarbejdere er i færd med at gennemsøge hjem og gader, der er dækket i mudder efter de værste oversvømmelser i næsten to årtier.
Et voldsomt regnvejr mandag aften lokal tid forårsagede en ophobning af vand i en slugt nær arbejderkvartererne La Gasca og La Comuna. Det sendte mudder og sten ned over boliger og påvirkede elforsyningen.
Ifølge Ecuadors katastrofemyndigheder er 48 mennesker kommet til skade.
- Vi så denne enorme, sorte flod, der slæbte alt med sig, og vi var nødt til at klatre opad for at undslippe, siger en beboer ved navn Alba Cotacachi.
Hun evakuerede sine to små døtre fra deres hjem.
- Vi leder efter de forsvundne, siger hun.
Videooptagelser viser en mand, som kæmper for at slippe væk fra det mudrede vand, der strømmer ned ad en gade med huse.
Vidner fortæller, at manden blev fejet væk af vandmasserne, mens beboere skreg om hjælp.
Andre videoer viser en massiv strøm af vand, der fejer træer, biler, containere og endda elmaster væk, mens personer bliver reddet væk fra det mudrede vand af naboer.
Myndighederne har ikke udelukket muligheden for flere jordskred.
Der er samtidig blevet oprettet krisecentre for berørte familier, ligesom at oprydningen i gaderne er begyndt.
Der er mere kraftig regn på vej til adskillige områder i Ecuador. Den voldsomme regn har allerede fået floder til at gå over deres bredder og påvirket hundredvis af veje og boliger.
Regnen, der faldt i Quito i mandags, svarer til 75 liter per kvadratmeter. Det er den største mængde nedbør i området i næsten to årtier.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker