Regnvejr forvandler ikonisk amerikansk festival til mudderpøl
Den lokale avis Reno Gazette Journal sammenligner dette års udgave af Burning Man med den skandaleramte festival Fyre Festival på Bahamas, hvor deltagerne strandede uden mad eller læ. Foto: Maxar Technologies/Reuters
Gæster på Burning Man skal rationere mad og vand, da voldsom regn gør det umuligt at fragte forsyninger ind.
Titusindvis af gæster på den ikoniske amerikanske festival Burning Man i Nevadas ørken er blevet bedt om at søge dækning og rationere mad og vand.
Det sker, efter at voldsom regnvejr lørdag forvandlede festivalpladsen til en stor mudderpøl.
Adgangen til Black Rock City, festivalpladsen, er ifølge arrangørerne blevet lukket indtil slutningen på Burning Man mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Regn i løbet af de seneste 24 timer har skabt en situation, der kræver et totalt stop for trafikken i området, lyder det i en udtalelse fra USA's svar på Naturstyrelsen, Bureau of Land Management (BLM).
- Der forventes at falde mere regn i løbet af de næste par dage, og forholdene ventes ikke at forbedres nok til at tillade biler at bevæge sig ind på pladsen.
Over 60.000 mennesker i gennemsnit rejser hvert år til og fra den afsidesliggende festival i den nordvestlige del af delstaten.
Festivalen er navngivet efter hovedbegivenheden, hvor en stor træfigur kaldet "Man" - manden på dansk - afbrændes på næstsidste dag.
Regnvejret har fået festivalarrangørerne til at suspendere tømningen og rengøringen af tusindvis af festivaltoiletter ifølge avisen The Guardian.
Flere af festivalens kunstinstallationer er også blevet aflyst og selve afbrændingen af "Man" er der blevet sået tvivl om.
I forvejen blev dette års udgave af festivalen afholdt på en usædvanlig baggrund, da ørkenen op til var blevet oversvømmet i forbindelse med orkanen Hilary.
Sidste år blev der solgt 80.000 billetter til festivalen, men i år er der kun blevet solgt 60.000.
Den lokale avis Reno Gazette Journal sammenligner dette års udgave af Burning Man med den skandaleramte festival Fyre Festival på Bahamas, der var genstand for en Netflix-dokumentar, hvor deltagerne strandede uden mad eller ly.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde