Rekord-regn dræber 56 ved Argentinas hovedstad
Et voldsomt uvejr har kastet store mængder regn ned over Argentinas hovedstad, Buenos Aires, og de omkringliggende byer i regionen.
Oversvømmelserne har indtil videre kostet 56 mennesker livet - de fleste af de dræbte er fundet onsdag, efter det historiske regnvejr har raset i to dage.
Den argentinske regering har erklæret tre dage landesorg, og den nyudnævnte pave Frans, som selv var ærkebiskop i Buenos Aires fra 1998-2013, har udtrykt dyb bekymring for landets tilstand.
Særligt La Plata, der ligger omkring 60 kilometer syd for millionbyen på den argentinske østkyst, er blevet hårdt ramt. Her har 48 mennesker mistet livet.
Seks personer i Buenos Aires har mistet livet. To andre er blevet dræbt i to forstæder til den argentinske hovedstad.
Vandet har skyllet igennem gaderne, hvor indbyggerne har måttet søge tilflugt på hustage for at undgå at blive revet med af vandstrømmen.
Flere steder har folk også på kaotisk vis stablet gamle madrasser og ødelagte køleskabe oven på hinanden for at skabe et tilflugtsted.
Uvejret er dog ved at stilne af i universitetsbyen, hvor der bor knap en million indbyggere.
- Ligene begyndte at komme til syne, da vandet trak sig tilbage, siger Daniel Scioli fra de lokale myndigheder.
Argentinas præsident, Christina Kirchner, fløj onsdag til regionen i en helikopter for at undersøge skaderne fra luften. Hun voksede op i La Plata, og hendes mor bor stadig i barndomshjemmet i byen.
La Plata blev sent tirsdag lokal tid ramt af en rekordmængde på 40 centimeter regn på bare to timer. Vandstanden var to meter høj nogle steder, og det forvandlede vejene til rasende floder.
- Det her er aldrig sket før i La Plata, siger den argentinske minister for sikkerhed, Sergio Berni.
Brandvæsen, politi, soldater og civilforsvaret er sat ind for at hjælpe til med redningsarbejdet.
I Buenos Aires faldt der 15 centimeter regn natten til tirsdag lokal tid - det er rekord for april. Otte mennesker har mistet livet i hovedstaden, hvor stormen har væltet træer og ødelagt strømforbindelsen flere steder.
Myndighederne siger, at omkring 2500 mennesker stadig ikke kan vende hjem, da vandet først skal trække sig tilbage. De mange mennesker opholder sig i nødcentre, som myndighederne har oprettet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned