En højtstående embedsmand i Bangkok siger, at der blev anvendt de samme sprængstoffer i bomberne i Indien og Thailand.
Ved eksplosionen i New Delhi blev en israelsk kvinde hårdt såret.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, beskylder Iran for at stå bag angreb mod diplomater, og han siger, at angrebene vil fortsætte, hvis verden ikke griber ind.
Irans ledere har tidligere truet med, at de ville gengælde en bilbombe, som dræbte flere af landets atomfysikere, og som de beskylder Israel for at stå bag.
En mand ved navn Saeid Moradi med iransk pas fik sprængt et ben af, da han transporterede en bombe i Bangkok tirsdag. Hans andet ben måtte amputeres. Han blev opereret i 10 timer og er ikke komme til bevidsthed.
To andre mænd, som boede sammen med Moradi, er tilbageholdt. I de tre mænds bolig i Bangkok er der også eksploderet en bombe, mens en anden blev kastet efter en taxa.
Myndighederne siger, at der var planlagt angreb mod israelske diplomater i Bangkok. Flere ambassader i Bangkok har øget sikkerhedsovervågningen efter eksplosionerne.
Israel beskylder også Iran for at stå bag et planlagt bombeanslag i Tblisi i Georgien mandag.
- Irans terroraktiviteter er blevet afsløret for hele verden. Aggressioner som denne vil blive spredt mere og mere, hvis de ikke stoppes, siger Netanyahu.
Volden har skabt øget fokus på den dybe konflikt mellem Iran og Israel og Teherans omstridte atomprogram.
Iransk tv viste onsdag billeder fra et atomanlæg, hvor præsident Mahmoud Ahmadinejad var til stede i forbindelse med, at Iran fylder hjemmeproduceret atombrændstof på en forskningsreaktor.
Det betragtes af iranerne selv som et stort fremskridt for landets omstridte atomprogram.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde