Religiøse jøder chikanerer og spytter efter kristne i Jerusalem

Jerusalem er en vigtig by for alle tre store moneteistiske religioner. Jødernes gamle tempel lå her. Nu er der kun muren tilbage, den vi kalder Grædemuren. Al-Aksa-moskeen - muslimernes tredje helligste sted - ligger her, og det samme gør Gravkirken, bygget på Golgata, hvor Jesus blev korstfæstet. (Arkivfoto). Foto: Gali Tibbon/Ritzau Scanpix

Kristne i Jerusalem fortæller, at religiøse jøders chikane af dem tager til. De bliver blandt andet spyttet på. Myndighederne gør tilsyneladende intet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Yisca Harani, israelsk ekspert i kristendom, vil gøre noget ved den voksende jødiske chikane af kristne i Jerusalem.

Det er tilsyneladende religiøse jøder, der er efter de kristne, og det bliver værre og værre.

Så Harani organiserer en konference for at identificere årsagen og løse problemet.

Hun har også inviteret repræsentanter for Israels udenrigsministerium. Israel får hvert år mange kristne turister fra udlandet.

Ministeriet har sagt nej tak, skriver avisen Israel Today.

Det siger, at det ikke kan deltage i en konference med den titel.

Konferencen hedder:

"Hvorfor spytter jøder på fremmede?"

Jøder har den forfærdelige bagage, som Holocaust med seks millioner dræbte jøder er. Det var nazistisk chikane, racisme og forfølgelse, der lå til grund for Holocaust.

Den tragedie er en central del af nutidens, jødiske identitet.

Så en konference med et navn om jøder, der forfølger andre, er hård kost.

Ikke desto mindre ser det ud til, at nogle jøder forfølger kristne i den hellige by i Israel.

Der har i årevis været meldinger om chikane, men på det seneste er det taget til. Kristne ledere mener ifølge israelske medier, at det kan have noget at gøre med Israels nye regering, som trådte til i december 2022.

I koalitionsregeringen har ultraortodokse partier og nationalister mere indflydelse, end de tidligere har haft i Israels 75-årige historie.

Så unge religiøse jøder tror, at de kan tillade sig mere.

Tilbage i april bragte tv-stationen Channel 12 et indslag med sammenklippede optagelser fra overvågningskameraer.

Her så seerne en gruppe ultraortodokse unge mænd gå på gaden. To nonner går forbi, og en af mændene spytter efter dem.

I en anden video spytter en jøde efter en kristen, der bærer et trækors i Den Gamle By.

I et tredje klip går tre unge jøder forbi en kirke og spytter på døren.

Der er meldinger om skænding af kristne grave og hærværk mod kirker og klostre.

Avisen Times of Israel skriver, at officielle israelske talsmænd, når de konfronteres med sagerne, ikke rigtig forholder sig til spytklatterne.

De fastslår, at der er religionsfrihed i Israel, og at Israel er det mest sikre sted for kristne i Mellemøsten.

BBC har haft fat i Jerusalem-politiet, der beskyldes for at reagere langsomt på sagerne:

- Vi tager mobning, vold og vandalisme af enhver art meget alvorligt. Der reageres på alle episoder hurtigt og beslutsomt.

I de seneste dage er chikanen blevet værre, siger Father Aran fra den armenske kirke i Jerusalem til netavisen Ynet.com.

Han siger, at baggrunden er en episode den 28. maj, da hundredvis af religiøse jøder protesterede nær Grædemuren imod et kristent arrangement.

- Gå hjem, missionærer, blev der råbt.

Father Aran siger, at han har hørt fra præster i den armenske kirke, at der før har været chikane.

Israels ortodokse jøder er ikke bange for at vise deres holdning offentligt. Billedet er fra en protest, de tidligere har lavet ved Grædemuren. Det var en protest mod en gruppe kvinder, der vil liberalisere reglerne for, hvor kvinder må bede ved muren. (Arkivfoto). Foto: Mahmoud Illean/Ritzau Scanpix

- Men jeg mærker, at det eskalerer. Med den nuværende regering føler unge mennesker, at de kan gøre den slags ting. Vi har endda sendt videooptagelser til udenrigsministeriet, siger han.

Israel har en stor indtægt fra kristne turister, og turistbranchen begynder at frygte for sin forretning.

Yossi Patael, direktør for turistbranchen, har appelleret til Jerusalems borgmester om at gøre noget, skriver Ynet.com.

Siden har Shlomo Moshe Amar, en indflydelsesrig rabbiner, i et åbent brev rettet en skarp kritik mod chikanen.

- Det gør meget ondt at høre fra ikke-jødiske præster, at nogle unge jøder, hvoraf nogle lader som om, at de er gudfrygtige, forbander dem og krænker dem i Guds navn, når de går på gaderne, skriver han.

- Vi erklærer sådanne handlinger absolut forbudt.

/ritzau/

Kristne i Israel

* De helligste steder i kristendommen ligger i enten Østjerusalem, som Israel har annekteret, eller på Vestbredden, som Israel holder besat. Gravkirken, hvor Jesus blev korsfæstet og begravet, ligger i Den Gamle By i Østjerusalem. Betlehem, hvor Jesus blev født, ligger på Vestbredden.

* Ifølge israelsk statistik boede der ved udgangen af 2021 omkring 183.000 kristne i Israel - 1,9 procent af den samlede befolkning på omkring ni millioner.

* 138.000 af de kristne, svarende til 75,8 procent, er israelske arabere. De fleste af de sidste 45.000 er personer, der er flyttet til Israel med deres jødiske ægtefæller.

* En folketælling foretaget af de palæstinensiske selvstyremyndigheder i 2017 sagde, at der bor omkring 47.000 kristne på Vestbredden. I alt bor der omkring tre millioner palæstinensere på Vestbredden.

Kilder: Jerusalem Post, christianitytoday.com og pcbs.gov.

/ritzau/

Kristne pilgrimme og turister er en stor indtægtskilde for Israel. Specielt ved jule- og påsketid kommer der mange turister fra Europa og USA. Billedet er fra påsken i april, hvor kristne venter bag politiets afspærringer på at besøge Gravkirken i Jerusalem. Foto: Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu