Repræsentanter undsiger Israel-kritik

Repræsentanternes Hus i USA valgte tirsdag at fordømme FN's Goldstone-rapport, der blandt andet beskylder Israel for at have begået krigsforbrydelser under Gaza-krigen sidste vinter.

344 ud af 380 repræsentanter stemte for en resolution, der kalder rapporten for "uforbederligt forudindtaget og uværdig til videre overvejelser..."

Den symbolske resolution opfordrer præsident Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton til at modsætte sig enhver diskussion af rapporten og dens påstande.

FN's Generalforsamling diskuterer onsdag den omstridte rapport fra en kommission under ledelse af den sydafrikanske jurist Richard Goldstone om krigsforbrydelser begået af både Israel og Hamas under krigen i Gaza.

/ritzau/AFP

Repræsentanternes Hus i USA kalder FN's Goldstone-rapport "forudindtaget" og opfordrer Barack Obama til at afvise beskyldninger om israelske krigsforbrydelser.

Offentliggjort Sidst opdateret