Repræsentanternes Hus bliver fjendeland

Præsident Barack Obamas republikanske fjender overtager kontrollen med Repræsentanternes Hus onsdag og indleder dermed en toårig dyst mod demokraterne i et forsøg på at generobre præsidentembedet i 2012.

Republikanerne har lovet at reducere statens omkostninger og fjerne statslige regler, som "slår arbejdspladser ihjel". De vil også reformere skattesystemet, slå ned på udokumenteret indvandring og skære ned på udviklingsbistanden og diplomatiet.

Republikanerne har allerede bebudet en afstemning den 12. januar, hvor de vil sætte Obamas hårdt tilkæmpede sundhedsreform ud af kraft.

En rent symbolsk gestus, da demokraterne fortsat har flertallet i Senatet, og da Senatet kan blokere for Repræsentanternes Hus' vedtagelser. I øvrigt kan Obama nedlægge veto mod beslutninger i Repræsentanternes Hus.

- Det amerikanske folk vil se resultater. Resultaterne vil blive bedømt ud fra, om vi kan skabe arbejdspladser og reducere omkostningerne, så vi kan få underskuddet på statsfinanserne under kontrol, siger den kommende republikanske flertalsleder Eric Cantor.

Republikanerne vil blandt andet reducere bistanden til civil opbygning i Afghanistan og samtidig opretholde udgiftsniveauet til den militære operation i landet.

Det vil udfordre Obama, der forsøger at demonstrere fremskridt i den stadigt mere upopulære ni år lange krig mod Taliban og andre militante, inden han efter planen begynder at trække styrker hjem fra Afghanistan til juli.

Demokrater siger, at en reduktion i den civile bistand vil svække USA's evne til at opbygge stabilitet i Afghanistan og nabolandet Pakistan ved at bygge veje og træne regeringsembedsmænd.

/ritzau/AFP

Republikanerne overtager kontrollen med Repræsentanternes Hus, der dermed bliver fjendeland for Obama.

Offentliggjort Sidst opdateret