Republikanere efter tale: Med samarbejde kan vi opnå meget
Republikanerne opfordrer præsident Obama til samarbejde efter hans tale til nationen.
Der er mange punkter i præsident Barack Obamas tale, som Republikanerne ikke kan bakke op om, men oppositionen lukker ikke døren for samarbejde fuldstændig.
Republikaneren Joni Ernst, der blev valgt i delstaten Iowa til Kongressen ved det seneste midtvejsvalg, har natten til onsdag dansk tid reageret på Obamas State of The Union-tale på vegne af sit parti.
Og hun slår fast, at nogle politiske visioner kan føres ud i livet, selvom præsidentposten bestrides af en demokrat, mens flertallet af Kongressens pladser er indtaget af republikanere.
- Der er meget, vi kan opnå, hvis vi arbejder sammen, siger hun.
Joni Ernst peger særligt på jobskabelse og investeringer i infrastrukturen som punkter, hvor oppositionen og præsidenten muligvis kan finde fælles fodslag.
Der er dog flere problemer knyttet til spørgsmålet blandt andet diskussionen om det omstridte olieledningsprojekt Keystone Pipeline.
Derudover afviser republikanerne flere økonomiske forslag fremlagt af Obama. Blandt andet præsidentens vision om at indføre skattereformer til fordel for middelklassen.
- Vi vil fremlægge vores egne forslag, der vil skære i det store spild af midler, som foregår nu, og få balance i budgettet - med meningsfulde reformer, ikke højere skatter som præsidenten foreslår, siger Joni Ernst.
I sin tale lagde Barack Obama særligt vægt på sin vision om at forbedre forholdene for den amerikanske middelklasse. Han lagde blandt andet op til at give denne gruppe mere gunstige skatteforhold, betalte sygedage og bedre børnepasningsmuligheder.
Udgifterne skal ifølge præsidenten blandt andet finansieres med højere skat for USA's rigeste.
State of the Union er en årlig tale, som USA's præsident holder for medlemmerne af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.
I løbet af talen leverer præsidenten traditionelt en vurdering af nationens tilstand, fremhæver administrationens resultater og fortæller om de politiske tiltag, han vil rulle ud det kommende år.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde