Republikanere vil bekæmpe Obamas reform
Præsident Barack Obama skal ikke forvente at slippe for modstand, selv om USA's højesteret har blåstemplet de centrale dele af hans omstridte sundhedsreform.
Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, lover at kæmpe videre for en fuld ophævelse af reformen, der giver sygeforsikring til 32 millioner amerikanere, der ikke er dækket ind i dag.
- Vi behøver ikke at acceptere "Obamacare", skriver John Boehner på sin twitter-profil og kritiserer de "skattestigninger, gebyrer og mandater", reformen indeholder.
Den ledende republikaner sendte en byge af reaktioner ud på Twitter i minutterne efter, at USA's højesteret havde erklæret, at sundhedsreformen ikke er forfatningsstridig.
Boehner skriver blandt andet, at reformen, der trådte i kraft i 2010, øger sundhedsudgifterne og gør det vanskeligere for små virksomheder at hyre ansatte.
Loven kræver, at virksomheder med flere end 50 ansatte skal give dem en forsikring.
Domstolsafgørelsen ses som en vigtig politisk sejr for Obama, der kæmper for at få yderligere fire år i Det Hvide Hus ved præsidentvalget i november.
Hans modstander, republikaneren Mitt Romney, har sagt, at han vil trække sundhedsreformen tilbage som noget af det første, hvis han bliver valgt.
Flere har peget på det ironiske i, at Obamas sundhedsreform bygger på en model, som Romney indførte, da han var guvernør i Massachusetts.
Romney er dog vendt på en tallerken siden da, og mener nu at det er en dårlig idé.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde