Republikanerne driller Obama-regeringen

Republikanerne fik onsdag et flertal i Repræsentanernes Hus til at stemme for et forslag om at tilbagerulle præsident Barack Obamas sundhedsreform, som blev vedtaget i foråret 2010.

Afstemningen er dog ikke andet end symbolpolitik, da Demokraterne har flertal i Senatet og Obama samtidig har vetoret over for beslutninger i Repræsentanternes Hus.

Et par demokrater stemte for det republikanske "protestforslag", da det lykkedes at samle 245 bag forslaget om at sløjfe sundhedsreformen. Republikanerne har 242 mandater i Repræsentanternes Hus.

Sundhedsreformen, der giver cirka 30 millioner flere amerikanere adgang til sundhedsforsikring, anses sammen med en strammere regulering af Wall Street for en af Obama største indenrigspolitiske sejre.

Siden Republikanerne erobrede flertallet i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget i november, har partiet kaldt til kamp mod alle Demokraternes forslag.

Republikanerne har truet med at stække sundhedsreformen ved at stemme mod budgetmæssige udspil, der skal være med til at finansiere sygesikringen.

Demokraterne kalder krigsretorikken fra Republikanerne for spild af tid og henviser til, at partiet i stedet burde samarbejde for at nedbringe den høje arbejdsløshed i USA.

/ritzau/AFP

Republikanerne forsøger med en symbolsk afstemning at vise deres utilfredshed med Obamas sundhedsreform.

Offentliggjort Sidst opdateret