Den nationale formand for USA's republikanske parti, Michael S. Steele, kritiserer nu præsident Barack Obamas beslutning om at rejse til Danmark for at arbejde for, at Chicago bliver værtsby for De Olympiske Lege i 2016.
I et interview med avisen Baltimore Sun kalder Steele rejsen for "elskværdig", men grundlæggende ikke noget, præsidenten bør beskæftige sig med.
Steele kritiserer i interviewet Obamas manglende fokus på det største problem, USA står over for, nemlig den svage økonomi, som, ifølge Steele, fortsat befinder sig i en recession.
Formanden for republikanerne siger, at det er "en nobel idé", at Obama forsøger at promovere sin hjemby ved at rejse til København. Men i en "tid med krig" og recession, er "denne rejse, til trods for at den er elskværdig, ikke noget, der er nødvendigt for præsidenten."
Steele siger videre, at præsident Obama bør fokusere på at skabe arbejdspladser nu, og ikke "jobmuligheder om syv år" i Chicago. Den republikanske formand siger videre, at præsident Obama burde have overladt arbejdet med at promovere Chicago til præsidentfruen, Michelle Obama.
Det Hvide Hus har været hurtig til at imødegå kritikken fra Steele.
- Hvem holder han med, spørger talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs.
- Håber han at kunne hoppe på et fly til Brasilien og overvære De Olympiske Lege i Rio? Eller måske er det Madrid, siger Gibbs.
Den Olympiske Komité beslutter under dets møde i København fredag, hvorvidt værtskabet for De Olympiske Lege 2016 skal gå til Madrid, Tokyo, Rio de Janeiro eller Chicago.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker