Retspsykolog: Breivik er på grænsen

- Det er et kompliceret og sammensat billede, der mejsler sig ud, og som befinder sig helt i grænselandet for tilregnelighed, siger Grøndahl.

Han finder, at Breivik svarer klart og tydeligt, men at indholdet af hans udsagn skal vurderes ud fra en betragtning om, hvorvidt han er rask eller ej. Grøndahl mener, at det står helt åbent:

- Han opfører sig ordentligt, svarer på spørgsmål og fremstår afbalanceret. Men det, der kommer frem, er paranoide synspunkter og meget andet mærkeligt. Spørgsmålet er, om det bygger på ren fantasi fra en paranoid virkelighed, eller om der er en snert af realisme i det, han siger, siger Grøndahl.

Retspsykologen følger sagen mod Breivik, som fortsætter mandag eftermiddag i tingretten i den norske hovedstad med anklagemyndighedens og forsvarets afhøring af Breivik. Temaerne varierer fra detaljer fra Utøya til et selvportræt af Breivik i paradeuniform.

Breivik havde oprindelig stillet krav om at måtte foretræde retten i den hjemmelavede uniform, men det blev blankt afvist af tingretten allerede inden det første grundlovsforhør 23. juli.

- Set i lyset af, at der nu sidder fire retspsykiatere i salen, er det vist helt i orden, siger Breivik mandag.

- Han er i hvert fald ærlig om, at han kæmper for at blive vurderet som tilregnelig, siger Grøndahl.

Grøndahl lægger også mærke til, at Breivik for første gang henvendte sig direkte til de fire retspsykiatere og med et skarpt blik mod to af dem gjorde det klart, at han ikke ønsker "at blive sendt på et galehus".

De sagkyndige er kommet med diametralt modsatte konklusioner i deres to rapporter.

Grøndahl mener, at Breivik optræder med et ophøjet billede af sig selv, som også er sårbart. Retspsykologen har endvidere noteret sig beskrivelsen af Utøya.

- Det er detaljerede beskrivelser. Og han viser ingen tegn på, at han forstår, at det var forfærdeligt, sådan som han hævder, at han forstår det, siger Grøndahl.

/ritzau/NTB

Den drabs- og terrortiltalte Anders Behring Breivik kæmper i retten for at blive erklæret tilregnelig, men balancerer helt på grænsen med veltalende vrøvl, mener den norske retspsykolog Pål Grøndahl.

Offentliggjort Sidst opdateret