Den 64-årige Radovan Karadzic var fraværende ved det første retsmøde mandag i den omfattende sag mod ham ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY).
Karadzic, der skal forsvare sig selv i retssagen, siger, at han ikke har haft tid nok til at forberede sig. Han afviser alle de 11 anklager, der er rejst mod ham.
Anklagerne pointerede, at de første vidneafhøringer kan gennemføres uden hensyntagen til Karadzics fravær, men retten blev hævet til tirsdag eftermiddag for at give anklagemyndigheden tid til dens forelæggelse af sagen.
Karadzic havde bedt om at få sagen udsat i 10 måneder, men fik afslag.
Otte professionelle advokater er hyret til at yde ham juridisk bistand i forbindelse med retssagen. Derudover arbejder 20 andre advokater, jurister og andre eksperter gratis.
Karadzic er uddannet psykiater og forsvandt i 1996. Han levede i skjul som alternativ healer, indtil han blev opdaget i Serbiens hovedstad, Beograd, i juli 2008 og udleveret til domstolen i Haag. Hvis han findes skyldig i anklagerne, risikerer han fængsel på livstid.
En af de værste anklagepunkter er tiltalen for folkedrab i forbindelse med massakren i Srebrenica 1995, hvor 7000 bosniske muslimske mænd og drenge blev henrettet. Karadzic er anklaget for at have deltaget i massakren, der betegnes som en af de værste grusomheder i Europa siden Anden Verdenskrig. Selv i dag bliver ofrene stadig gravet op af massegrave i Bosnien.
Det vil formentlig tage mindst to år, før den endelige dom over Radovan Karadzic kan afsiges i Haag.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie