Retssagen mod Mursi er udsat til næste år
Den afsatte egyptiske præsident Mohamed Mursi skal først for retten igen til næste år. Ifølge en sikkerhedskilde er retssagen udskudt til 8. januar, og den bliver samtidig flyttet til det berygtede Tora-fængsel i hovedstaden Kairo.
Mandag udviklede den indledende retshøring mod Mursi sig til en farce.
Under en time inde i høringen måtte dommeren afbryde retssagen, da de 14 andre tiltalte, der er anklaget ud over Mursi, begyndte at råbe slagord mod retten.
De tiltalte råbte "ned med militærstyret" og "ulovligt ulovligt". De konstante afbrydelser fik til sidst dommeren til at hæve retsmødet.
Inden retssagen blev afbrudt, nåede Mohamed Mursi at erklære, at han er den retmæssige politiske leder af Egypten.
- Jeg er den legitime præsident, og jeg forlanger, at denne farce slutter, sagde Mursi.
Samtidig sagde Mursi til retten, at man burde retsforfølge lederne af militærkuppet i stedet for.
- Dette var et militærkup. Kuppets ledere skal for retten. Et kup er forræderi og en forbrydelse, sagde Mursi.
Ekspræsidenten nægtede ifølge BBC at iføre sig sin normale hvide dragt, som fanger ellers skal have på. I stedet for ankom Mursi til retten i et jakkesæt.
Mohamed Mursi er anklaget for at have tilskyndet til drab på aktivister, som i 2012 demonstrerede imod ham.
Han risikerer dødsstraf eller livsvarigt fængsel, hvis han kendes skyldig i anklagerne.
Trofaste støtter til Mohamed Mursi demonstrerede foran retssalen, der foregik på politiakademiet i det sydøstlige Kairo. Egyptisk politi afspærrede et stort område for at holde demonstranterne på afstand.
Ifølge Al Jazeera er fem Mursi-tilhængere blevet anholdt under protesterne.
Mandag var første gang, at Mursi blev set offentligt, siden han blev afsat af egyptisk militær den 3. juli.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker