Rige lande lurepasser stadig om klimaet

Mere og mere tyder på, at klimatopmødet i København bliver en vaskeægte gyser, hvor de sværeste emner først falder på plads den allersidste nat.

Det vurderer Kim Carstensen, leder af WWF Verdensnaturfondens globale klimaprogram, efter de forløbne to ugers klimaforhandlinger i Bangkok.

Trods mindre fremskridt er der ikke kommet svar på de to væsentligste spørgsmål. Det er stadig uklart, hvor store CO2-nedskæringer de rige lande vil påtage sig. Kun EU, Japan og Norge har meldt sig med CO2-reduktioner. Og der er ikke kommet løfter om, hvor mange penge industrilandene er parat til at lægge på bordet, så ulandene kan tilpasse sig storme, oversvømmelser, tørke og strømme af klimaflygtninge.

FN's klimachef, Yvo de Boer, opfordrer alle lande til at lægge national egoisme til side, hvis der skal nås en aftale i december.

- Vi må nu droppe egne interesser og lade de fælles interesser råde, siger han ved Bangkok-mødets slutning.

Den mest opmuntrende nyhed undervejs har været Norges tilsagn om at skære hele 40 procent af CO2-udslippet i 2020, målt i forhold til 1990, hvis andre rige lande følger trop. Ifølge FN's Klimapanel skal ilandenes udslip af drivhusgasser ned med mindst 25-40 procent i 2020 for at holde Jordens opvarmning under to grader.

Iagttagere peger på, at stats- og regeringschefer nu må give deres embedsmænd nye og klare instrukser, hvis man vil bevare den politiske fremdrift fra sidste måneds FN-møder på højeste politiske niveau.

En af FN's forhandlingsledere, Michael Zammit Cutajar, siger til Reuters: - Bolden er på industrilandenes halvdel.

På det seneste har den tredje verdens største lande, Kina, Indien, Brasilien og Indonesien, alle givet indrømmelser og lovet at begrænse skovfældning og væksten i deres CO2-udslip, hvis der indgås en aftale i København. Det øger presset på den rige verden.

Inden topmødet i København er der nu kun én officiel forhandlingsrunde tilbage. Den finder sted i Barcelona 2.-6. november.

/ritzau/Reuters

Klimaslagsmålet mellem rige og fattige lande fortsætter. Industrilandene vil endnu ikke forpligte sig til faste CO2-nedskæringer og penge til ulandene.

Offentliggjort Sidst opdateret