Rigsadvokat vil sløre tiltale mod Breivik

Det sker af hensyn til de pårørende, der mistede et familiemedlem under massakrerne i Oslo og på Utøya den 22. juli sidste år.

Rigsadvokat Tor-Axel Busch gør fredag tiltaledokumentet færdigt, men det vil først blive offentliggjort i næste uge.

Alle navnene på de dræbte og sårede vil blive sløret i tiltaleskriftet. Det samme vil ske med detaljerede beskrivelser af de dræbte og såredes skader.

Først når retssagen mod Breivik går i gang den 16. april, vil hele tiltalen bliver offentliggjort, skriver Aftenposten.no.

Statsadvokaturets beslutning er meget usædvanlig. Normalt har pressen lovhjemmel til at få udleveret hele tiltaleskriftet.

Statsadvokat Svein Holden forklarer de anonymiserede oplysninger i tiltalen med hensynet til de pårørende.

Norsk Redaktørforening er meget utilfreds med forklaringen.

- Dette er særdeles usædvanligt. Det er kun i tilfælde, hvor sager skal gå for lukkede døre, at en tiltale kan sløres eller tilbageholdes, og det er jo ikke tilfældet her, siger redaktørforeningens generalsekretær, Nils Øy.

- Alle de berørte her er jo klar over, at sagen vil blive taget op i en offentlig ret, mener han.

Ordlyden i tiltalen vil afgøre, om retsmøderne med Breivik kan sendes direkte på tv.

Her var der ventet en afgørelse fredag, men den er nu udsat.

/ritzau/NTB

Norges statsadvokatur har besluttet at sløre detaljer i tiltalen mod Anders Behring Breivik, når papiret i næste uge offentliggøres.

Offentliggjort Sidst opdateret