Rivaler udnævner oppositionskandidat som vinder af valg i Senegal
Stemmerne bliver talt op i Dakar efter søndagens valg i Senegal. Foto: Zohra Bensemra/Reuters
Bassirou Diomaye Faye har ifølge flere vundet præsidentvalget i Senegal, men det er ikke officielt bekræftet.
Fire præsidentkandidater i Senegal har ønsket oppositionskandidaten Bassirou Diomaye Faye tillykke med sejren i søndagens valg.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der foreligger dog mandag morgen endnu ikke et officielt valgresultat. Regeringen har heller ikke umiddelbart kommenteret resultatet.
- Tillykke til Bassirou Diomaye Faye med den ubestridte sejr, skriver Anta Babacar Ngom, den eneste kvindelige kandidat ved præsidentvalget, på det sociale medie X.
Den nuværende præsident, Macky Sall, der har været ved magten siden 2012, genopstillede ikke.
43-årige Faye var sammen med den 62-årige Amadou Ba, regeringskoalitionens kandidat og tidligere premierminister, på forhånd udnævnt som favorit.
Der var i alt 17 navne på stemmesedlerne.
Selv om Faye har kurs mod sejren, er Senegals næste præsident ikke nødvendigvis fundet, når stemmerne fra søndagens valg er talt op.
Ifølge den siddende regering tyder alt på, at det vestafrikanske land skal ud i en anden valgrunde.
For at en kandidat kan udråbes som vinder allerede efter første runde, skal kandidaten have mere end halvdelen af stemmerne.
Der er mandag morgen endnu ingen officielle opgørelser af, hvor mange stemmer Faye og de øvrige kandidater har fået.
Ifølge AFP ventes det endelige resultat af søndagens valg først at foreligge senere på ugen.
Syv millioner mennesker har stemmeret i det vestafrikanske land, der er blevet udnævnt som en ny spiller på det globale oliemarked, men hvor mere end en tredjedel af befolkningen lever i fattigdom.
Samtidig er halvdelen af befolkningen under 20 år.
Vinderen af præsidentvalget får blandt andet til opgave at opbløde flere års politiske spændinger og at få sat indtægterne fra den nyligt opdagede olie og gas i system.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet