Robert Mugabe vinder præsidentvalg i Zimbabwe
Robert Mugabe er officielt erklæret vinder af præsidentvalget af Zimbabwes valgkommission, skriver internationale nyhedsmedier.
Med genvalget kan den 89-årige Mugabe de næste fem år fortsætte sit 33-årige virke som præsident.
- Robert Mugabe fra partiet ZANU-PF er valgt som præsident for republikken Zimbabwe med virkning fra i dag, siger formand for kommissionen, Rita Makarau, på et pressemøde.
Præsident Mugabes parti har også vundet flertallet i Zimbabwes parlament.
Der kræves to tredjedele af flertallet, svarende til 140 stemmer, for at ændre landets forfatning, hvilket Mugabes parti nu har mulighed for.
På et pressemøde forud for udnævnelsen har premierminister og førsteudfordrer til posten som Zimbabwes præsident, Morgan Tsvangirai, på forhånd anfægtet resultatet.
Han siger, at han vil undersøge, hvorvidt parlamentsvalget er foregået retmæssigt.
Tidligere har Tsvangirai klaget over, at han mener, at der foregår "enorm svindel" ved Zimbabwes valg.
Han bliver bakket op af uafhængige valgobservatører, der har bemærket flere fejl. Blandt andet er flere vælgere blevet afvist ved stemmeurnerne.
Også EU har udtrykt bekymring for de påståede uregelmæssigheder og manglende gennemsigtighed under valget.
Den udmelding er afgørende, når det handler om at afgøre, hvorvidt EU skal fortsætte med at lette sanktionerne over for det sydafrikanske land.
Danmark skal revurdere udlandsstøtten til Zimbabwe, hvis det viser sig, at der er blevet snydt ved valget. Det har udviklingsminister Christian Friis Bach (R) tidligere slået fast.
Han har kaldt Mugabe for en "grum diktator" og kritiserer ham for kun at gå op i guld og penge.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie