Robot kæmper med at lukker oliekilde

En ny strøm af olie fossede ud af et nyt hul, efter en fjernstyret robot ved den ødelagte oliekilde i Den Mexicanske Golf, skar sig ind i en ødelagt olieledning, som har sendt millioner af råolie ud i havet siden 20. april. Det oplyser CNN.

Olieselskabet BP, som står bag forsøget på at standse olien, vil med det nye hul skære en del af olieledningen af og derefter sætte en nyt rør oven på den ødelagte oliekilde.

Der skal skæres flere huller og til sidst skæres et rent snit, inden det nye rør kan monteres, forklarer Doug Suttles fra BP til CNN.

Lykkes operationen vil den nye ledning kunne suge "størstedelen" af olieudspillet op, siger Doug Suttles, som håber, at det nye rør vil være på plads i løbet af onsdag eller senest torsdag.

BP stod bag den ødelagte boreplatform og har lovet at betale for ulykkens omkostninger. Det britiske olieselskab har tidligere forsøgt sig med adskillige løsninger, men ingen har indtil videre fungeret.

Oliekatastrofen er den værste i USA's historie, og mindst 75 millioner liter råolie er sluppet ud i havbugten.

Ulykken skyldes en kraftig eksplosion på BP's boreplatform Deepwater Horizon 20. april, hvor 11 oliearbejdere mistede livet.

Ved eksplosionen skulle en række sikkerhedsanordninger have lukket for olien fra havbunden, men de fejlede.

/ritzau/

En robot fra olieselskabet BP har fået skåret sig ind i en olieledning for at få bugt med den udstrømmende olie i Den Mexicanske Golf.

Offentliggjort Sidst opdateret