Rockgruppe fra massakre-koncert aflyser sin Europa-turné
En 36-årig brite, der solgte merchandise for bandet, er blandt de dræbte på spillestedet Le Bataclan.
Da spillestedet Le Bataclan fredag aften blev omdannet fra koncert til blodbad, stod det amerikanske rockband Eagles of Death Metal på scenen i forbindelse med gruppens tur rundt i Europa.
Som konsekvens af fredagens tragiske udvikling har musikerne valgt af aflyse resten af deres planlagte rute rundt til europæiske byer - heriblandt en koncert i Danmark.
- Gruppen tager hjem (til USA, red.), siger en unavngiven repræsentant for bandets samarbejdspartner Nous Productions til AFP.
Det var ellers planlagt, at bandet skulle turnere rundt i Europa og i den forbindelse lægge vejen forbi København, Stockholm og Oslo.
En række angreb ramte den franske hovedstad, Paris, fredag, men de blodigste scener udspillede sig i Le Bataclan, da bevæbnede mænd i første omgang stormede ind på stedet og begyndte at skyde vildt rundt i koncertsalen.
Efterfølgende detonerede de flere sprængladninger, de havde spændt om kroppen.
Mindst 89 mennesker er bekræftet dræbt i angrebet. En af bandets medrejsende merchandise-sælgere, en 36-årig brite, var blandt ofrene. Det bekræfter den dræbtes familie ifølge Reuters.
I alt seks angreb blev udført af flere gerningsmænd rundt om i Paris. Mindst 129 mennesker mistede livet. 352 mennesker er meldt såret, heraf 99 alvorligt.
Den militante gruppe Islamisk Stat har lørdag taget skylden for de blodige begivenheder.
I Danmark var Eagles of Death Metal sat til at spille i Amager Bio 24. november. Ifølge det danske spillesteds hjemmeside er koncerten udsolgt.
Amerikanerne skulle efter planen først rejse hjem til USA efter turnéens sidste koncert i Portugals hovedstad, Lissabon, 10. december.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned