Den 67-årige Kaing Guek Eav, kendt som Duch og fængselschef under De Røde Khmers rædselsregime i Cambodja i slutningen 1970'erne, er kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og idømmes 35 år fængsel.
Desuden er han kendt skyldig i anklager for drab, umenneskelige handlinger, voldtægt og tortur.
Det har en FN-støttet krigsforbryderdomstol i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, besluttet.
Kendelsen er den første under krigsforbryderdomstolens arbejde og anses for afgørende i senere retssager mod andre ledere af De Røde Khmer, hvis brutale styre kostede 1,7 millioner cambodjanere livet mellem 1975 og 1979.
Duch, en tidligere matematiklærer, var chef for det berygtede Tuol Sleng-fængsel i Phnom Penh, kaldet S-21, i slutningen af 1970'erne.
Han menes af have ansvaret for mindst 14.000 menneskers død.
Anklageren havde krævet 40 år fængsel. Af de 35 års fængsel skal Duch afsone de 30, da dommerne mente, at han har været uretmæssigt tilbageholdt i fem år af Cambodias militær.
Duch erkendte under den seks måneder lange retssag, at han havde opsyn med tortur og drab på flere end 14.000 mennesker, men han anerkendte ikke, at han havde skylden for drabene. Han fulgte blot ordre fra sine chefer.
Han anvendte alligevel retssagen til at sige undskyld for de mange drab og bede om tilgivelse.
Det var dog ingen nåde for Duch blandt de pårørende til de mange, som mistede livet i S-21 fængslet. Mange var mødt op, da dommen blev bekendtgjort.
- Dette er ikke retfærdighed. Han, Duch, burde have livstidsfængsel, siger Hong Sovath, hvis far, en diplomat, blev henrettet i S-21.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet