Røde Kors i opråb: Humanitær situation i Libyen er katastrofal
En dreng står ved murbrokker, efter at ekstremt vejr har ødelagt byen Soussa i Libyen. Her ramte stormen "Daniel" i weekenden. Foto: Mohamed Shalash/Ritzau Scanpix
Humanitære organisationer har ikke ressourcer til at løse katastrofal situation i Libyen, oplyser Røde Kors.
Der er brug for mere international krisehjælp i Libyen, som kæmper med konsekvenserne af dødelige oversvømmelser som følge af storm og ekstreme regnmængder.
Det oplyser talsperson for Røde Kors i Libyen Bashir Omar.
- Den humanitære situation i Libyen er katastrofal, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.
- Behovet er større end det alle de lokale og internationale organisationer, der er til stede i Libyen, kan yde, siger han.
Røde Kors' internationale organisation samarbejder med den lokale gren af Røde Halvmåne i Libyen.
Ifølge Bashir Omar yder organisationen, "hvad den kan, men behovet er meget større".
Oversvømmelserne ramte i weekenden og blev udløst af ekstremt vejr, der blandt andet ødelagde to afgørende dæmninger. Det sendte en flodbølge med enorm kraft ind over byen Derna.
Her frygtes op mod 20.000 mennesker at være omkommet som følge af oversvømmelserne, skriver dpa.
Sent fredag udtalte Libyens offentlige anklager Al-Siddiq Al-Sour, at de ansvarlige for de kollapsede dæmninger skal retsforfølges.
Ifølge ham er der blevet åbnet en undersøgelse, der skal klarlægge årsagen til kollapset.
Redningsarbejdet gøres ikke lettere af, at Libyen ikke kan stå sammen om opgaven som én nation, skriver nyhedsbureauet AFP.
Libyen har ikke én regering, men ledes af en regering i øst, som ikke er internationalt anerkendt, og af en overgangsregering, der har base i hovedstaden, Tripoli.
Dronning Margrethe har sendt kondolence til formanden for Libyens præsidentråd, Mohamed al-Menfi. Det oplyste kongehuset på sin hjemmeside fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker