Røde Kors i oversømmet Nepal: Der er områder vi ikke kan komme ud til
Nepal er ramt af nogle af de værste oversvømmelser i mange år. Mange har mistet alt, som følge af de massive mængder vand. Foto: ritzau/AP
ritzau/AP
Nepal og flere andre lande i Asien er ramt af de værste oversvømmelser i årtier. Mange bor under presenninger.
Mange nepalesere har mistet alt i de oversvømmelser, der den seneste tid har plaget det sydlige Asien efter særlig voldsom monsunregn.
Røde Kors advarer om en af de værste humanitære kriser i området i mange år, og det kan være en udfordring at få nødhjælp ud til alle. Det fortæller Røde Kors' danske beredskabskoordinator Jan Erik Krøyer.
Han befinder sig i hovedstaden Kathmandu, og han skal hjælpe med at koordinere Dansk Røde Kors' indsats i nogle af de hårdest ramte områder.
- Først og fremmest er udfordringen at få adgang til de mennesker, der har samlet sig i de højtliggende områder. Det skyldes, at veje og broer er skyllet væk, eller også står der stadig højt vand på vejene, siger han.
Foruden Nepal er Indien, Pakistan og Bangladesh i disse dage ramt af de værste oversvømmelser i årtier. Over 1200 personer er ifølge Reuters døde, og 40 millioner er berørte af ødelæggelserne.
Ifølge Røde Kors-medarbejderen er 21 distrikter ramt i Nepal.
- Mange familier har mistet alt. Det lever nu i midlertidige telte lavet af presenninger uden de mest basale fornødenheder.
- I det her tilfælde er det gået så stærkt, at de ikke har nået at få noget med sig, siger Jan Erik Krøyer.
Ifølge nyhedsbureauet AP har oversvømmelserne i Nepal dræbt 149 mennesker, mens 27 er savnet. Desuden har næsten en kvart millioner nepalesere mistet deres hjem.
I Nepal er befolkningen vant til den årlige monsunregn, men i år har den ramt særligt hårdt, fortæller Jan Erik Krøyer.
- Der er mange flere, der er blevet hjemløse, end normalt. Det er ikke unormalt at have monsunregn i det her område.
- Men når vi ser i hundredtusindvis af mennesker, der er blevet hjemløse, så er det et udtryk for, at det er meget værre, end det plejer, siger beredskabskoordinatoren.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde