Røde Kors' kontor i Gaza beskadiget under angreb

Palæstinensere står 21. juni nær et ødelagt vindue i et klasseværelse på en UNRWA-skole efter et luftangreb på en bygning i nærheden. Billedet er fra Khan Younis i det sydlige Gazastriben. Foto: Mohammed Salem/Reuters

Internationale Røde Kors' kontor i Gazastriben er fredag blevet beskadiget af angreb i nærheden af bygningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Internationale Røde Kors' (ICRC) kontor Gazastriben er blevet skadet under bombardementer, som er landet tæt på bygningen under et angreb fredag.

Det skriver Internationale Røde Kors' i en meddelelse på det sociale medie X.

Kontoret er omringet af hundredvis af fordrevne civile, som bor i teltlejre, skriver ICRC videre.

- At skyde så farligt tæt på humanitær infrastruktur, som er tydeligt markeret med ICRC's emblem, sætter civile liv og nødhjælpsarbejderes liv på spil, skriver organisationen.

Angrebet har ført til en stor tilstrømning af patienter til Røde Kors' felthospital i nærheden af kontoret. Hospitalet har modtaget 22 dræbte og 45 sårede og melder om yderligere døde.

Internationale Røde Kors skriver videre, at dette angreb blot er det sidste i en række angreb de seneste dage.

Ifølge den humanitære folkeret er alle parter i en konflikt forpligtet til at tage alle forholdsregler for at undgå at udsætte civile og civil infrastruktur - herunder humanitære faciliteter - for skader.

Den igangværende krig begyndte 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel fra Gaza.

Hamas sendte raketter mod Israel og trængte ind over grænsen og dræbte omkring 1200 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival. Hamas tog omkring 250 gidsler med til Gaza.

Israel gik kort efter til angreb på Hamas i Gaza og erklærede, at krigen stopper, når Hamas er udslettet.

I sidste uge af november var der en uges våbenhvile, hvor en del israelske gidsler blev løsladt. En række palæstinensiske fanger blev løsladt fra israelske fængsler. Hamas holder fortsat over 100 gidsler. Det vides ikke, hvor mange af dem der lever.

Siden krigens begyndelse er over 37.400 palæstinensere ifølge Hamas blevet dræbt. Der er ikke overblik over, hvor mange af dem, der er Hamas-folk. Israels regering siger, at 662 israelske soldater er dræbt i krigen.

/ritzau/