Røde Kors langer ud efter dansk minister
Et mindre slagsmål er brudt ud mellem Dansk Røde Kors og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) omkring hjælpen til nødlidende flygtninge i Syrien. Det skriver Politiken.
Generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl erklærer sig "chokeret" over, at udviklingsministeren i en særbevilling ikke vil give mere end 3,8 millioner kroner til organisationens arbejde med at udlevere tæpper og tøj til flygtninge.
Røde Kors driver også hospitalsklinikker for mennesker, som er blevet såret i borgerkrigen i Syrien. Planen var at åbne 10 nye klinikker i områder, hvor der foregår kampe, og hvor der i dag ingen hjælp er at hente.
- Det siger sig selv, at hvis mennesker bliver såret i disse områder og ikke kan få hjælp, vil nogle af dem dø, siger Anders Ladekarl til Politiken.
Han er netop vendt hjem fra Syriens hovedstad, Damaskus, hvor han besøgte en af de adskillige klinikker, som Røde Kors i forvejen driver via sin søsterorganisation Røde Halvmåne.
- Der lå 500 stærkt sårede mennesker på klinikken, og de var helt afhængige af den hjælp, de fik på klinikken, siger Anders Ladekarl.
Udviklingsminister Christian Friis Bach besluttede for nylig at afsætte 25 millioner kroner til at hjælpe flygtninge fra borgerkrigen. Dansk Røde Kors søgte om at få 8 millioner, men i går kom beslutningen om, at organisationen ville få under halvdelen.
Resten af de 25 millioner kroner går til fire andre organisationer.
- Jeg er meget forundret over den prioritering. Røde Kors er den absolut største humanitære spiller i Syrien, og de andre organisationer koordinerer deres arbejde via Røde Kors og har slet ikke samme tilstedeværelse i Syrien, siger Anders Ladekarl.
Han vil nu forsøge at skaffe de manglende over 4 millioner kroner på anden vis - blandt andet gennem en indsamling i oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker