Røde Kors ønsker mere støtte til Pakistan

Det Internationale Røde Kors siger, at man har brug for over fire gange så mange nødhjælpskroner end først antaget.

Et stigende antal mennesker i nød og øgede humanitære behov gør, at Røde Kors nu beder om 427 millioner støttekroner til naturkatastrofen, der beskrives som en "superoversvømmelse".

Det Internationale Røde Kors, der også dækker Røde Halvmåne, anmodede i starten af august om 95 millioner kroner.

- Verden kan ikke ignorere krisen i Pakistan, siger organisationens generalsekretær, Bekele Geleta, der for nylig var på besøg i Pakistan.

- Dette er en af de værste katastrofer, jeg nogensinde har oplevet. Millioner af mennesker har brug for hjælp, og vi skal alle arbejde sammen for at imødekomme de enorme udfordringer, der ligger foran os.

Røde Kors håber blandt andet på at kunne hjælpe mere end 900.000 mennesker med telte og husly, lægehjælp, rent vand og bedre sanitet.

Over 300.000 mennesker har indtil nu fået nødhjælp fra Pakistans Røde Halvmåne, der har 130.000 frivillige, oplyser organisationen.

/ritzau/AFP

Røde Kors har brug for mere end fire gange så mange penge til nødhjælp end først antaget til Pakistan.

Offentliggjort Sidst opdateret