Røg fra canadiske skovbrande bremser flytrafik til New York
Flytrafikken på USA's østkyst er påvirket af brande i Canada. I Philadelphia er der udstedt en "kode rød".
Flere flyvninger til området omkring New York City og Philadelphia er onsdag blevet forsinket og andre kortvarigt indstillet. Det sker som følge af nedsat sigtbarhed på grund af røg fra flere store skovbrande i Canada.
Ifølge USA's føderale luftfartsmyndighed, FAA, er både fly til luthavnene LaGuardia og Newark i New York samt fly til den internationale lufthavn i Philadelphia ramt af forsinkelser.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hundredvis af skovbrande har i de seneste dage indhyllet en række amerikanske byer i et tykt røgtæppe og udløst sundhedsalarmer flere steder.
Avisen The Philadelphia Inquirer rapporterer, at der ligger en røgtåge over hele Philadelphia-regionen, mens der samtidig lugter brændt.
Sundhedsmyndighederne i storbyen, der ligger i delstaten Pennsylvania, har udstedt en "kode rød"-advarsel til byens knap 1,5 millioner indbyggere.
Kode rød betyder, at "luften er usund at indånde", og at nogle borgere kan opleve, at deres helbred bliver påvirket, skriver sundhedsmyndighederne.
Ifølge The Philadelphia Inquirer er indbyggere desuden blevet opfordret til at aflyse alle udendørsaktiviteter, holde vinduer lukkede og bære mundbind af høj kvalitet udendørs.
Tal fra det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur viser ifølge The Philadelphia Inquirer, at luftkvaliteten i Philadelphia ikke har været så dårlig som nu siden 2008.
Også i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., har myndighederne udstedt en kode rød. Det er den første af sin slags siden 2011.
Årsagen til den voldsomme luftforurening er adskillige store skovbrande, der den seneste tid har hærget det østlige Canada.
Ifølge Reuters har myndighederne i både New York City og de canadiske storbyer Toronto og Ottawa udsendt et varsel om, at luftforureningen er så høj, at den kan være sundhedsskadelig.
Skovbrande er ikke et nyt fænomen om sommeren i Canada. Men i år er de mere omfattende end normalt, og de er brudt ud usædvanligt tidligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde