Røgskyer stiger op ved Gaddafis bolig

Der blev søndag aften observeret sorte røgskyer, der steg til vejrs i et området ved Muammar Gaddafis bolig i Tripoli.

Røgskyerne steg til vejr samtidig med at området i det centrale Tripoli genlød af eksplosioner og skudsalver.

Amerikansk militær afviser, at man med luftbombardementerne af Libyen forsøger at dræbe landets leder.

- På nuværende tidspunkt kan jeg garantere, at Gaddafi ikke er på vor liste over angrebsmål. Hans bolig er ikke på listen, forsikrer den amerikanske viceadmiral Bill Gortney på et pressemøde i USA's forsvarsministerium i Washington.

Tidligere søndag aften blev der hørt kraftig antiluftbeskydning fra området ved Gaddafis bolig.

Den vedholdende beskydning var ledsaget af lyssporgranater. Der kunne også høres beskydning fra maskingeværer.

Beskydningen kom som andendagen af de kraftige luftangreb på militære stillinger i Libyen lakkede mod enden.

Kampfly fra Frankrig, Storbritannien, USA, Italien og Danmark deltog søndagen igennem i flytogter over Libyen, der skal stække de Gaddafi-tro styrker.

Samtidig meddelte Gaddafis styre, at væbnede styrker har udstedt ordre til alle enheder om at indlede en øjeblikkelig våbenhvile.

Våbenhvilen skulle angivelig være trådt i kraft klokken 20 dansk tid.

- Libyens væbnede styrker har udstedt en ordre til alle militære enheder om at efterleve en øjeblikkelig våbenhvile fra klokken ni i aften, siger talsmanden for den libyske hær.

Talsmanden siger, at Libyen besluttede sig for at indgå en våbenhvile, efter at man havde modtaget en henvendelse fra Den Afrikanske Union, der opfordrede til et øjeblikkeligt stop for kamphandlingerne.

Gaddafi erklærede første gang en våbenhvile i fredags, efter at FN's Sikkerhedsråd havde vedtaget en resolution, der banede vejen for, at der kunne etableres en flyveforbudszone over Libyen.

Imidlertid fortsatte Gaddafis styrker deres angreb på blandt andet den oprørskontrollerede by Benghazi selv efter at der var erklæret våbenhvile.

/ritzau/Reuters

Der blev søndag aften meldt om røgskyer ved Gaddafis bolig i Libyens hovedstad, Tripoli.

Offentliggjort Sidst opdateret