ROJ-TV hjemsøger dansk-tyrkisk forhold
Tv-stationen ROJ-TV har fortsat sendetilladelse i Danmark, selvom Københavns Byret har fundet, at den har propaganderet for den kurdiske oprørsbevægelse, PKK, der står på terrorlisterne i USA, Canada og EU.
Og det forhold vækker stadig utilfredshed i Tyrkiet. Det måtte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sande, da hun torsdag besøgte Tyrkiets premierminister Recep Erdogan i Ankara.
Her valgte tyrkerne igen at tage forholdet op over for Danmark.
- Tyrkerne er meget glade for den dom, som er kommet i Københavns Byret. Men de undrer sig stadig over, at ROJ-TV har sendetilladelse i Danmark. Og det gør vi jo egentlig også.
- For hvis PKK bliver anset for at være en terrororganisation, så er det lidt mærkeligt, hvis de kan sende radio og tv i Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun understreger, at regeringen er i gang med at tilrettelægge en lovændring, så det bliver sværere for erklærede terrororganisationer at få sendetilladelse i Danmark.
Spørgsmål: Hvordan reagerede tyrkerne på det?
- Jeg tror, de er meget tilfredse med det. Jeg forklarede, at vi har et uafhængigt Radio- og TV-nævn, og det må man have respekt for. Det har vi i hvert fald.
- Men det ændrer ikke ved, at regeringen også synes, det er mærkeligt, hvis en terrororganisation skal have sendetilladelse i Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt.
Ifølge dommen fra Københavns Byret har ROJ TV været finansieret af PKK, som har haft indflydelse på, hvad stationen har bragt.
Straffen til selskaberne bag ROJ TV, ROJ TV A/S og Mesopotamia Broadcast A/S, er på 40 dagbøder på hver 65.000 kroner til hver af de to selskaber.
ROJ TV har anket dommen til Østre Landsret, hvor sagen ventes at begynde til efteråret.
Sagen har længe præget forholdet mellem Danmark og Tyrkiet med mange og lange diplomatiske diskussioner og uoverensstemmelser, siden ROJ-TV i 2004 begyndte at sende fra lokaler på H.C. Andersens Boulevard i midten af København.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned