Bulgarien og Rumænien kan godt skyde en hvid pind efter at blive medlemmer af det grænsefrie Europa i Schengensamarbejdet næste år.
Dertil er der for meget korruption og mafiavirksomhed.
Det fastslår den franske indenrigsminister, Brice Hortefeux, og hans tyske kollega, Thomas de Maizière, i et brev til EU-Kommissionen.
De skriver til EU-kommissær for indre anliggender Cecilia Malmström, at det er "for tidligt" at lade rumænere og bulgarere slippe ind i det øvrige EU uden pas fra marts 2011
Den franske og den tyske minister siger, at der ikke er plads til Rumænien og Bulgarien i Schengensamarbejdet, før der er "uomstødelige fremskridt" i kampen mod korruption og organiseret kriminalitet.
Rumæniens præsident, Traian Basescu, er rasende og kalder det "en diskriminerende handling".
- Vi vil ikke acceptere diskrimination fra nogen, heller ikke fra de mest magtfulde stater i EU, siger han.
Schengensamarbejdet gør det muligt for over 400 millioner EU-borgere og folk fra Island, Norge og Schweiz at krydse grænser uden at skulle vise pas eller udsættes for regelmæssig grænsekontrol. Danmark er en del af Schengensamarbejdet.
Alle de 22 Schengenlande skal være enige, før nye lande kan tilslutte sig, og det betyder, at Frankrig og Tyskland har vetoret over for Rumænien og Bulgarien.
De to østeuropæiske lande blev medlem af EU i 2007, og de har siden i gentagne rapporter været kritiseret for at gøre for lidt i bekæmpelsen af korruption og mafiaorganisationer
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde