Rumænien vil bekæmpe Løkkes drøm om EU-indekseret børnecheck
Rumænien er ifølge udenrigsminister Teodor Melescanu ikke det eneste EU-land, som vil støtte en sag ved EU-Domstolen mod Østrig for at indeksere børnechecken, så den tilpasses leveomkostninger i det land, hvor modtagerens børn bor. Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Østrig har fra 1. januar indekseret børnechecken til frustration for Rumænien, som har EU-formandskabet.
Den danske regering har hidtil forgæves arbejdet for en indeksering af børnechecken, så den tilpasses leveomkostningerne i det EU-land, hvor ydelsen skal gøre gavn.
Og der bliver ingen hjælp at hente fra EU-formandskabet, efter at Rumænien 1. januar overtog stafetten med at lede samarbejdet i EU fra Østrig.
Med årsskiftet trådte en ny østrigsk lov, der indekserer familieydelser til EU-borgere i Østrig med børn i udlandet, i kraft. Det er sket til frustration for blandt andet Rumænien.
Den østrigske "beslutning er i strid med de principper, der ligger til grund for det europæiske projekt og EU's love". Sådan skriver Rumæniens regering i en erklæring fra Udenrigsministeriet i Bukarest.
EU-Kommissionen, som også har kritiseret Østrigs enegang, er i gang med at nærlæse loven fra Wien. Når det er sket, vil kommissionen beslutte, om der skal indledes en sag mod Østrig for traktatbrud.
Det bekræfter en talskvinde for EU-Kommissionen mandag i Bruxelles.
- Indeksering af familiebidrag er ikke tilladt i henhold til EU-lov. Det er også et spørgsmål om ikke at diskriminere, siger hun.
Hun nævner, at arbejdere, som bidrager til et velfærdssystem, skal nyde samme ret til ydelser "uagtet nationalitet og børns opholdssted".
Ifølge den østrigske avis Die Presse vil omkring 14.000 rumænske børn være omfattet af indekseringen. Børnechecken for dem bliver i runde tal halveret.
Danmark har i flere år forsøgt at få indekseret børnechecken. Regeringen finder det urimeligt, at man udbetaler penge efter dansk målestok for børn, der bor i et EU-land, hvor leveomkostningerne er lavere.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremførte argumentet igen, da han talte i Europa-Parlamentet i Bruxelles i november sidste år.
Løkke har afvist, at Danmark som Østrig vil gå enegang.
EU-landene har en gang tidligere sagt god for en indeksering af børnechecken. Det var i Storbritannien. Det var led i aftalen, som briterne fik forhandlet, før deres folkeafstemning om EU-medlemskab i 2016.
- Det var en enestående aftale på stats- og regeringschefniveau, og den ophørte med briternes afsked med EU, siger kommissionens talskvinde.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned