Rumænsk præsident vil have hasteundersøgt mulig nedfalden drone
Her ses en eksplosion nær Plauru i Rumænien på en video delt mandag 4. september på sociale medier. Rumænien er medlem af forsvarsalliancen Nato og er et af de Nato-lande, der er tættest på krigshandlingerne i Ukraine. Foto: Telegram/Odesa Info/Reuters
Rumænien har tidligere afvist, at russisk drone er faldet ned på rumænsk jord. Nu skifter landet kurs.
Det vil være en "alvorlig krænkelse" af rumænsk suverænitet, hvis det bliver bekræftet, at dele af en russiske drone er faldet ned i Rumænien.
Det siger landets præsident, Klaus Iohannis, onsdag.
Han kræver en "hasteundersøgelse" af sagen.
Mandag afviste Rumænien en påstand fra Ukraine om, at droner afsendt af Rusland skulle være faldet ned og detoneret på rumænsk jord under et angreb søndag på den ukrainske by Izmajil.
Onsdag har Rumænien tilsyneladende skiftet kurs.
- Efterforskere har fundet elementer, som minder om dronevragdele om aftenen 5. september, udtaler forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Izmajil ligger ud til floden Donau, og lige på den anden side af floden ligger Rumænien.
Fundet blev gjort i nærheden af Plauru lige over for Izmajil.
Tekniske analyser skal nu gennemføres med det formål "at fastslå vragdelenes oprindelse og kendetegn".
Klaus Iohannis mener, at situationen er alvorlig.
- Hvis det bekræftes, at disse dele hørte til en russisk drone, så ville situationen være komplet uacceptabel og en alvorlig krænkelse af Rumæniens suverænitet og territoriale integritet, siger præsidenten.
Rusland har flere gange angrebet havneområdet i Izmajil, og angrebene er blevet fordømt af Rumænien.
Rumænien er medlem af forsvarsalliancen Nato og er et af de Nato-lande, der er tættest på krigshandlingerne i Ukraine.
Forsvarsalliancen er blevet informeret om fundet. Nato-landene udtrykker "stor solidaritet" med Rumænien, siger talsmand Dylan White i en meddelelse.
Krigen har også været særdeles tæt på Nato-landet Polen i forbindelse med angreb på den vestukrainske storby Lviv.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker