Rumænsk præsidentvalg kan afgøre landets EU-skæbne
Da højrefløjskandidaten ved det rumænske præsidentvalg, George Simion, klarede sig klart bedst ved første valgrunde, blev han udråbt som klar favorit til at lande posten efter søndagens anden runde. (Arkivfoto). Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Rumæniens to præsidentkandidater har hver sin holdning til EU, og vælgerne skal pege på én af dem søndag.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Rumænerne går søndag til valgstederne i anden runde af præsidentvalget, hvor en EU-skeptiker fra højrefløjen kæmper mod en uafhængig politiker fra midten.
Resultatet kan få konsekvenser for både Rumæniens kriseramte økonomi og for landets forhold til EU.
38-årige George Simion er højrefløjens bud på en præsident. Han er imod militær hjælp til nabolandet Ukraine og er kritisk over for EU's ledelse. Han vandt første runde af præsidentvalget og er dermed favorit.
På den anden side står Bukarests centrumorienterede borgmester, Nicusor Dan.
Han har lovet at slå hårdt ned på korruption, er for EU og Nato og har sagt, at Rumæniens støtte til Ukraine er afgørende for landets egen sikkerhed mod den voksende trussel fra Rusland.
Annonce
Rumæniens præsident har betydelige beføjelser, ikke mindst når det gælder landets forsvar. Han holder desuden opsyn med udenrigspolitikken og kan nedlægge veto mod EU-afstemninger, der kræver enstemmighed.
Uanset hvem der bliver valgt, skal han også udpege en premierminister, som skal forhandle sig frem til et nyt flertal i parlamentet.
Den uafhængige, midtersøgende EU-fortaler Nicusor Dan har tilsyneladende haft held med at vinde opbakning i løbet af de to ugers slutspurt op til den afgørende valgrunde i Rumænien. (Arkivfoto). Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Premierministeren står over for flere udfordringer, herunder at mindske statens underskud - det største budgetunderskud i EU - og berolige investorer samt forsøge at undgå, at landets kreditvurdering bliver nedjusteret.
En meningsmåling viste fredag, at Nicusor Dan for første gang siden første runde lå en smule foran George Simion.
Valget bliver tæt, og udfaldet vil blive afgjort af valgdeltagelsen samt brevstemmerne.
Politiske analytikere har sagt, at en sejr til højrefløjens Simion, som er tilhænger af USA's præsident, Donald Trump, vil risikere at isolere landet i udlandet og destabilisere Natos østlige flanke.
Valget i Rumænien kommer, næsten seks måneder efter at den første afstemning blev aflyst på grund af påstået russisk indblanding. Det er blevet afvist af Rusland.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker