Rumrobot finder Hawaii-sand på Mars
Den amerikanske Mars-robot Curiosity har fundet jord på den røde planet, som til forveksling ligner det sand, som findes på Stillehavsøen Hawaii.
Den såkaldte Mars-rover har via avanceret røntgenteknologi analyseret atomkrystallerne i jorden på planeten, og forskere har gennemgået resultaterne:
Sandkornene på Mars indeholder krystaller, som også findes i jord fra vulkanske områder på Jorden - som for eksempel Hawaii.
Videnskabsmændene vil med de nye opdagelser undersøge, om der har været mikrobiologisk liv på den røde planet.
- Indholdet af jorden på Mars har været en kilde til gisninger indtil nu, siger en af forskerne David Vaniman fra Planetary Science Institute i Tucson, Arizona.
- Jord på planeter er en afspejling af overfladernes processer og historie, som kan give viden om nuværende og tidligere klimaer, tilføjer videnskabsmanden.
Efter mere end otte måneders rejse landede Mars-robotten i starten af august på vores naboplanet.
Curiositys landing var imødeset med enorm spænding. Det 900 kilo tunge køretøj skulle på vejen ned gennem Mars' atmosfære bremse farten fra over 21.000 kilometer i timen til nul ved hjælp af jetmotorer og en faldskærm.
Det sekshjulede Mars-køretøj fra den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, har kostet 15 milliarder kroner og skal i løbet af de kommende to år udforske den røde planet og lede efter mulighed for liv på Mars.
Forskerne forventer ikke at finde levende væsner, men håber, at Curiosity med sine instrumenter kan analysere støv og klipper for tegn på de byggesten, der tidligere kan have understøttet liv på Mars.
Lederen af Nasas Mars-program, Doug McCuistion, har kaldt missionen "helt afgørende" for at finde ud af, om vi jordboer er alene i universet og for at klarlægge, hvordan Mars blev forvandlet fra en våd til en tør planet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker