Rusland overvejer seriøst Natos og USA's tilbud om at blive en aktiv del af det raketskjold, som skal beskytte den vestlige verden mod angreb udefra. Men Rusland kræver, at det sker i et ligeværdigt partnerskab.
Oplysningerne fremgår af et interview med DR's udenrigsmagasin Horisont, som udsendes dagen inden Ruslands præsident Dmitrij Medvedevs officielle besøg i Danmark.
- Hvis det er et seriøst forslag fra Natos generalsekretær, så kan vi sige ja til forslaget. Vi har længe gået ind for, at et globalt forsvarssystem, et missilskjold ikke kun skal beskytte ét land eller en gruppe af lande, men skulle være til gavn for alle ansvarlige deltagere i verdenssamfundet. Jeg understreger, ansvarlige, siger Dmitrij Medvedev til DR Nyheder.
Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen siger, at præsident Medvedevs svar er både interessant og meget positivt.
- Det kan indlede en helt ny epoke i forsvarssamarbejdet mellem Nato, USA og Rusland, siger Anders Fogh Rasmussen til DR.
Præsident Medvedev er mandag i Norge, hvor han sammen med statsminister Jens Stoltenberg deltog i et handelsseminar. De to ledere håber begge ifølge nyhedsbureauet NTB på et bedre handelssamarbejde mellem Norge og Rusland i de kommende år.
Samtalerne mellem Medvedev og Stoltenberg fortsætter tirsdag, inden den russiske præsident tager på officielt besøg i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker