Rusland advarer: Ukraine er truet af borgerkrig
Foto: Stringer / Scanpix /Scanpix
Stringer / Scanpix /Scanpix
Hvis Ukraine bruger magt over for prorussiske demonstranter, så kan det udvikle sig til borgerkrig, advarer den russiske regering.
Advarslen kommer samtidig med, at ukrainske styrker har anholdt 70 prorussiske "separatister" i den østlige del af landet, oplyser landets indenrigsminister, Arsen Avakov tirsdag morgen.
- Vi opfordrer til øjeblikkeligt at stoppe de militære forberedelser, som kan føre til, at der udbryder borgerkrig, hedder det i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium.
De 70 personer, der er blevet anholdt i den østlige by Kharkiv i Ukraine, har deltaget i belejringen af en lokal regeringsbygning, siger Avakov på sin Facebookside.
Avakov skriver, at en "antiterroraktion" er blevet sat i værk for at anholde "separatister".
- Bymidten og metrostationerne er afspærret. Vær ikke bekymret, når vi er færdige, vil vi åbne dem igen, siger han.
Ifølge Avakov er de tilbageholdte pro-russere i Kharkiv blandt andet mistænkt for "ulovlig aktivitet i forhold til separatisme, organisering af masse-uorden og for at forvolde skade på mennesker".
Demonstranterne trængte søndag aften ind i den lokale regeringsbygning i Kharkiv og erklærede sig uafhængig af Ukraine. Det samme skete i flere andre byer i det østlige Ukraine.
Det russiske udenrigsministerium siger, at det har fået oplysninger om, at Ukraine er i gang med at sende politistyrker og frivillige fra sin nationale garde til byen Donetsk.
Blandt dem er militante fra det radikalt højreorienterede parti, der kalder sig Højre Sektor.
Ministeriet i Moskva hævder også, at Ukraine benytter sig af amerikanske sikkerhedsvagter, der er klædt i ukrainske uniformer.
Disse lejesoldater kommer fra det amerikanske sikkerhedsfirma Greystone Ltd, siger udenrigsministeriet.
- Organisatorerne og deltagerne i denne provokation påtager sig et enormt ansvar for at fostre en trussel mod fredelige ukraineres rettigheder, friheder og liv og stabiliteten i Ukraine, lyder det.
Mange vestlige lande frygter, at Rusland står bag uroen i det østlige Ukraine, og at formålet er at destabilisere landet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde