Rusland: Angreb på Iran vil være stor fejl

Det vil være en "meget alvorlig fejltagelse", hvis truslen om et angreb mod Iran bliver til virkelighed, advarer Rusland.

Hvis der gennemføres et militært angreb, vil det koste civile dødsofre og føre til en forværring af konflikten, siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

- Det vil være en meget alvorlig fejltagelse, som er fyldt med uforudsigelige konsekvenser, advarer Lavrov.

- Der kan ikke findes en militær løsning på problemet omkring det iranske atomprogram, ligesom det heller ikke kan findes på noget andet problem i den moderne verden, understreger den russiske udenrigsminister.

Lavrovs udtalelser kommer efter, at den israelske præsident, Shimon Peres, i weekenden sagde, at "et angreb på Iran forestået af Israel og andre lande er mere og mere sandsynligt".

- Sandsynligheden for et militært angreb mod Iran er nu tættere på at blive taget i anvendelse end en diplomatisk løsning, sagde Peres til den israelske avis Hayom.

Han sagde endvidere til israelsk tv lørdag, at efterretningstjenester i flere lande er bekymrede og advarer deres ledere om, at Iran er parat til at anskaffe sig atomvåben.

Senere på ugen ventes Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) at offentliggøre en rapport om Irans omstridte atomprogram.

Den israelske avis Haaretz skriver mandag, at rapporten vil rumme advarsler om, at Iran inden for få måneder vil være i stand til at fremstille en atombombe.

Der var ingen kommentarer om sagen fra premierminister Benjamin Netanyahu, da han søndag indledte et møde med sin regering.

/ritzau/AFP

Et militært angreb mod Iran vil forværre konflikten og få uforudsigelige konsekvenser, advarer Rusland.

Offentliggjort Sidst opdateret