Rusland anholder seks terrormistænkte efter metroangreb
Blomster, lys og legetøj hober sig op på den metrostation i Sankt Petersborg, hvor 14 mennesker mistede livet ved et formodet selvmordsbombeangreb mandag. Foto: AP/Dmitri Lovetsky (ritzau Foto)
AP/Dmitri Lovetsky (ritzau Foto)
Seks er mistænkt for terrorstøtte. Der er dog ikke bevis for en forbindelse til metrobombe i Sankt Petersborg.
Seks mennesker er anholdt i Sankt Petersborg på mistanke om, at de har rekrutteret medlemmer til terrorgrupper.
Det oplyser russiske efterforskere.
Der er ikke noget bevis for, at de seks anholdte har noget at gøre med mandagens bombe i et metrotog i Sankt Petersborg.
14 mennesker blev dræbt og 50 såret ved angrebet.
De russiske myndigheder har identificeret den hovedmistænkte bag bomben mod metroen i Sankt Petersborg som Akbarsjon Jalilov.
Han blev selv dræbt i eksplosionen, og russiske efterforskere mener, at der var tale om en selvmordsbombe.
Jalilov blev født i 1995 i Kirgistan, et centralasiatisk land med en overvejende muslimsk befolkning.
De seks anholdte er også af centralasiatisk oprindelse, men russiske myndigheder oplyser ikke, præcis hvor de kommer fra.
Ifølge efterforskerne har de siden november 2015 været involveret i at rekruttere andre til militante grupper som Islamisk Stat og Nusra Fronten.
I en udtalelse fra den russiske efterforskningsenhed hedder det, at der er fundet yderliggående, islamistisk litteratur i de seks anholdtes hjem.
Efter mandagens bombeangreb mod metroen i Sankt Petersborg har russiske myndigheder skærpet sikkerheden i landets større byer.
Politi med bombehunde vogter ved de fleste metrostationer, og mange steder får passagerer gennemsøgt deres tasker, inden de får lov at komme med toget.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde