Rusland bomber ved en fejl en af sine egne landsbyer

Ingen har mistet livet i forbindelse med bombningen af den russiske by Petropavlovka. Seks huse er dog blevet beskadiget. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix

En russisk landsby er blevet bombet på grund af "et unormalt udslip af flyammunition", oplyser landets hær.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland har ved en fejl bombet en af sine egne landsbyer.

Det oplyser Ruslands militær ifølge russiske nyhedsbureauer. Det skriver AFP.

Militæret fortæller, at der er tale om "et unormalt udslip af flyammunition".

Hændelsen fandt sted tirsdag omkring klokken 09 lokal tid i Petropavlovka, som ligger cirka 150 kilometer øst for grænsen til Ukraine.

Ingen har mistet livet i forbindelse med bombningen af byen. Seks huse er dog blevet beskadiget.

- En undersøgelse af omstændighederne ved hændelsen er i gang. En kommission arbejder på stedet for at vurdere skaderne og yde assistance til at reparere huse, oplyses det.

Ifølge guvernør Alexander Gusev i Voronezj-regionen, hvor Petropavlovka ligger, er flere indbyggere i landsbyen blevet genhuset.

Tirsdag har Rusland også smidt bomber ned over flere byer i Ukraine, hvor i alt fire mennesker har mistet livet, mens 92 er blevet såret.

Angrebet er sket, mindre end 24 timer efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, varslede en øget intensitet i de russiske angreb.

Det er ikke første gang, at Rusland har bombet en af sine egne byer.

I april bombede et russisk kampfly ved en fejl Belgorod, som ligger omkring 35 kilometer fra grænsen til Ukraine.

Tre personer kom til skade, mens flere bygninger blev ødelagt, oplyste den lokale guvernør, Vjatsjeslav Gladkov, ifølge BBC.

I oktober 2022 styrtede et militærfly af typen Su-34 ned i en etageejendom i byen Jejsk nær grænsen til Ukraine.

Ifølge CBS News oplyste den lokale viceguvernør, Anna Minkova, at 15 personer blev dræbt, heriblandt tre børn. 19 mennesker blev såret.

/ritzau/