Skovbrande er atter brudt ud i Rusland. Katastrofeministeriet siger, at to mennesker har mistet livet i flammerne, og flere end 160 bygninger er brændt ned i den sydlige del af Rusland.
Nyhedsbureauet RIA Novosti citerer den lokale afdeling af ministeriet i Volgograd-regionen for at oplyse, at kraftige vinde har fyret op under brandene, og at 163 bygninger, herunder beboelsesejendomme, er brændt ned i omkring 20 landsbyer.
Ministeriet advarer om, at brandene risikerer at brede sig til andre regioner i det sydlige Rusland, og præsident Dmitrij Medvedev har beordret myndighederne til at sætte alt ind på at bekæmpe ilden.
De to mennesker, der er omkommet, var en ældre mand og en ældre kvinde i to landsbyer. Det er ikke klart, hvordan det skete, men yderligere 14 personer er kvæstet og indlagt på hospitaler.
Andre 150 er evakueret.
I hovedstaden Moskva er temperaturerne faldet igen efter hedebølgen, der sammen med de mange skovbrande skabte store problemer i hovedstadsregionen for nylig.
Men i Volgograd-regionen har temperaturen ifølge RIA Novosti atter ramt 40 grader flere steder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde