Rusland bruger ifølge Ukraine Musks satellitter til kommunikation
Russiske soldater på frontlinjen bruger ifølge Ukraine satellitter fra Elon Musks Starlink til at kommunikere.
Russiske styrker i Ukraine benytter sig af tusindvis af satellitter fra Starlink, der er et forretningsben i den amerikanske milliardær Elon Musks selskab SpaceX.
Det hævder Ukraines militære efterretningschef, Kyrylo Budanov, torsdag i et interview med den amerikanske avis The Wall Street Journal.
Ifølge Budanov har russerne kommunikeret via satellitterne i et stykke tid.
Angiveligt blev de købt af private russiske selskaber gennem mellemmænd og fragtet til Rusland via blandt andet tidligere sovjetiske republikker.
Den ukrainske efterretningstjeneste hævdede mandag over for Reuters, at russiske styrker bruger satellitterne til at kommunikere på frontlinjen.
Selv benytter Ukraine også de samme satellitter. Sidste år oplyste landet, at militæret, hospitaler, virksomheder og nødhjælpsorganisationer kommunikerer via omkring 42.000 satellitter.
Det amerikanske militær har hidtil hjulpet med at betale dele af den regning.
Starlink har selv tidligere oplyst, at selskabet ikke gør forretning med Rusland.
Til gengæld er selskabet ikke vendt tilbage på et spørgsmål fra nyhedsbureauet Reuters om, hvorvidt Starlink kategorisk kan udelukke, at satellitterne bliver brugt af Rusland.
Den pensionere britiske brigadegeneral Ben Barry vurderer, at det ville være sværere for Ukraine og landets allierede at opsnappe russisk kommunikation, hvis det rigtignok foregår via Starlink-satellitter.
Musk, der også står bag elbilselskabet Tesla, er tidligere blevet anklaget for bevidst at have slukket for sine Starlink-satellitter, da Ukraine var i færd med et angreb mod den russiske flåde ved halvøen Krim.
Det kom frem i Walter Isaacsons biografi om den amerikanske milliardær.
Som resultat mistede ukrainske undervandsdroner udstyret med eksplosiver forbindelsen, da de nærmede sig de russiske mål. Det førte til, at dronerne skyllede i land uden at detonere.
Musk gjorde det angiveligt, fordi han frygtede, at Rusland ville besvare et ukrainsk angreb på Krim, som Rusland har annekteret siden 2014, med atomvåben.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker