Ledelsen i Moskva er i gang med at ændre udenrigspolitisk kurs. Russisk udenrigspolitik skal fremover være mere pragmatisk og mere venlig over for USA og Europa.
Målet er at skaffe flere udenlandske investeringer for at modernisere Ruslands skrantende økonomi.
Det fremgår af en artikel i den russiske udgave af ugemagasinet Newsweek tirsdag. Der er tale om en ny doktrin med titlen "Et program for effektiv udnyttelse af udenrigspolitikken til langsigtet udvikling af Rusland".
Doktrinen er ifølge Newsweek godkendt af præsident Dmitrij Medvedev, og det er udenrigsminister Sergej Lavrov, der har skrevet forordet.
- Den bedste måde at sikre Ruslands interesser i en moderne verden er en hurtig modernisering. Rusland skal skabe "moderniseringsalliancer" med Vesteuropa og EU for at tiltrække kapital, skriver udenrigsministeren og tilføjer:
- Samtidig skal vi udnytte USA's teknologiske muligheder og fjerne begrænsninger på overførsel af amerikansk teknologi.
Lavrov slår fast, at det er vigtigt for Rusland at knytte bedre og dybere kontakter til endnu flere lande økonomisk og kulturelt.
Udenrigsministeren peger på Kina, Indien, Brasilien og Sydkorea som lande, Rusland også bør styrke kontakterne til.
En af Ruslands kendteste udenrigspolitiske eksperter, Dmitrij Trenin, siger, at Kreml ikke længere vil være "besat" af tanken om at sikre Rusland en status som en vigtig international spiller.
- Udenrigspolitikken bliver mere praktisk for at sikre landets udvikling. Krisen har vist, at Rusland ikke kan udvikle sig på egen hånd, siger Dmitrij Trenin, der er chef for Carnegie Centret i Moskva.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde