En dødelig brand i et af flyvevåbnets forskningscentre i Tver nordvest for Ruslands hovedstad, Moskva.
En brand i et ammunitionsdepot 1100 kilometer øst for Moskva.
To brande i to separate oliedepoter i Brijansk nær Hviderusland.
Det kan være tilfældighedernes spil, men i Rusland er der spekulationer om, at det er ukrainske sabotører, som står bag.
Eller russere eller andre, som støtter Ukraine i krigen mod Rusland.
Siden branden på flyvevåbnets Centrale Forsknings Institut i Tver den 21. april, da 17 mennesker blev dræbt, har der på de sociale medier været stor opmærksomhed om andre brande rundt om i Rusland.
Særligt hvis det er en brand på et følsomt sted. Så spekuleres der i, at det har noget at gøre med Ukraine.
Ingen har taget skylden for brandene. Men nogle analytikere siger, at flere af dem, særligt i oliedepoterne ved Hviderusland, kan virke som om, at ukrainerne har taget krigen til russisk territorium.
I et opslag på beskedtjeneste Telegram skriver Mykhhaylo Podolyjak, rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at der er tale om "guddommelig indgriben".
- Store oliedepoter brænder engang imellem. Af forskellige grunde, skriver han.
Krigsanalytikeren Rob Lee regner det også for sabotage.
- Det var formentlig et ukrainsk angreb, men vi kan ikke være sikre, siger han til The Guardian.
I det enorme land Rusland vil en brand i en fabrik et eller andet sted normalt ikke vække opsigt nationalt.
Men siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar er over 10 brande i landet blevet omtalt af personer, der følger krigen og dokumenterer udviklingen.
Og det har fået stor bevågenhed på de sociale medier. Nogle frygter, at der er en ukrainsk pyromankampagne mod udvalgte mål i Rusland.
- Russiske sabotører mod Putin fortsætter deres heroiske arbejde, skriver Igor Susjko, en ukrainsk racerkører, der jævnligt skriver om krigen på de sociale medier.
Men han har ingen beviser for, at det er sabotage.
Oleksij Arestovitj, en anden rådgiver for Zelenskyj, har talt med New York Times om brandene. Han er heller ikke klar i mælet og minder om, at Israel heller ikke hverken be- eller afkræfter aktioner i udlandet.
- Vi bekræfter dem ikke, og vi benægter heller ikke, siger han.
Embedsmænd i Pentagon, USA's forsvarsministerium, har sagt, at russiske styrker i Ukraine har problemer med deres forsyningskæder. Og rammes forsyningsleddene i Rusland, er det sværere for soldaterne i Ukraine.
Men embedsmændene vil ikke kommentere, om de kender til en sabotagekampagne i Rusland.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker