Rusland er tæt på at omringe Bakhmut efter måneders kampe
En ukrainsk mandskabsvogn kører her uden for Bakhmut fredag. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Mens Rusland udsætter Bakhmut og området omkring for voldsom beskydning, fortsætter Ukraines forsvar af byen.
Rusland forsøger tilsyneladende at blokere de sidste ukrainske ruter ind og ud af byen Bakhmut.
Den belejrede østukrainske by har været centrum for voldsomme kampe i mange måneder og lader til at være et vigtigt mål for Rusland, som forsøger at vinde den første større sejr i omkring et halvt år.
Russiske soldater og lejesoldater har fredag beskudt flere af ruterne ud af byen med artilleri.
Ifølge lederen af den private hær Wagner-gruppen er byen næsten totalt omringet. Kun en rute er åben for Ukraine ifølge Wagner-lederen.
Nyhedsbureauet Reuters har observeret intens beskydning af flere veje, som fører ud af byen i vestlig retning.
En bro i den nærliggende by Khromove er også blevet beskadiget.
- Enheder fra militærgruppen Wagner har praktisk talt omringet Bakhmut, siger Wagner-leder Jevgenij Prigozjin.
Hans udtalelse kommer i en video, som er optaget på et tag i en landsby omkring syv kilometer fra bymidten. Lokationen har Reuters kunnet fastslå på baggrund af optagelserne.
- Der er kun en vej ud tilbage. Knibtangen er ved at lukke sig, siger Wagner-lederen.
Imens er ukrainske soldater ved at forsøge at udbedre skader på veje til frontlinjen.
Det er et tegn på, at Ukraine ikke har opgivet kampen om byen endnu. Vestpå graver Ukraine nye skyttegrave for at styrke forsvaret.
Volodymyr Nazarenko, som har en ledende stilling i den ukrainske nationalgarde, siger til det ukrainske medie NV Radio, at situationen er "kritisk".
Der kæmpes angiveligt døgnet rundt.
- De går ikke op i, hvor mange tab de har, når de forsøger at overtage byen ved at storme den. Vores soldaters opgave er at sørge for, at fjenden lider så store tab som muligt. Hver meter ukrainsk land koster fjenden hundredvis af menneskeliv, siger Nazarenko.
- Antallet af russere er for stort til, at vi kan ødelægge dem med den ammunition, vi har, siger han.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker